Sag om forældelse af erstatningskrav efter ulykkestilfælde i 1987

Klageren havde en ulykkesforsikring i Tryg-Baltica Forsikring A/S og klagede over, at selskabet ikke ville yde forsikringsdækning for et ulykkestilfælde, der overgik hende i 1987.

Selskabet afviste at yde forsikringsdækning under henvisning til, at kravet på anmeldelsestidspunktet var forældet efter den særlige 2-årige forældelsesregel i Forsikringsaftaleloven § 29.

Sagens omstændigheder

• Klageren kom til skade på sit arbejde den 20. januar 1987.
• Den 28. maj 1990 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse og tillagde klageren en méngrad på 10%.
• Den 25. maj 1993 modtog selskabet klagerens anmeldelse af ulykkestilfældet.
• Den 23. november 1993 tilskrev selskabet klageren og gjorde gældende, at kravet var forældet, idet klageren måtte anses for at have haft kundskab om sit krav senest ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse den 28. maj 1990.
• Selskabet modtog den 4. august 1995 en afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen af 19. juni 1995, hvor méngraden var blevet forhøjet fra 10% til 12%, og selskabet udbetalte erstatning for forværringen svarende til 2%.

Selskabet anførte, at udbetalingen var sket fejlagtigt, idet der ikke kunne rejses yderligere krav på erstatning for en i forvejen afvist skade, men var indstillet på ikke at kræve beløbet tilbagebetalt. Selskabet fastholdt, at kravet på udbetaling af yderligere 10% var forældet.

Klageren gjorde gældende, at hun først efterfølgende blev klar over, at hun kunne få erstatning fra sin egen ulykkesforsikring for en skade, der var sket i arbejdstiden.

Nævnet var enig med selskabet i, at klageren senest ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8/5 1990, hvor méngraden for uheldet i 1987 blev fastsat til 10%, havde haft kendskab til, at hun havde et krav mod selskabet, og at det var forfaldent. Nævnet var herefter enigt med selskabet i, at klagerens erstatningskrav i anledning af ulykkestilfældet i 1987 var bortfaldet over for selskabet, idet kravet i medfør af Forsikringsaftaleloven § 29 var forældet med udgangen af 1992. Kravet var således med rette afvist af selskabet ved dets skrivelse af 23/11 1993.

Det forhold, at skaden/lidelsen senere forværredes, gav efter nævnets flertals opfattelse ikke klageren noget nyt erstatningskrav mod selskabet.

Som følge af det anførte blev klagen ikke taget til følge.