Højesteretsdom om forældelse af krav på førtidspension

En kvinde, der siden 1. februar 1987 var tilkendt mellemste førtidspension, søgte i 1990 og 1994 om forhøjelse, men fik afslag. Med virkning fra 1. juni 1996 tilkendte Ankestyrelsen hende højeste førtidspension, da hun på dette tidspunkt opfyldte betingelserne, men ikke tidligere.

I 2003 anlagde kvinden sag med påstand om, at hun også var berettiget til højeste førtidspension for perioden 1. februar 1987 til 31. maj 1996. Spørgsmålet om forældelse blev udskilt til særskilt behandling.

Ankestyrelsen gjorde gældende, at kravet var forældet efter Forældelsesloven af 1908, idet ydelserne var forfaldne på betalingstidspunkterne, og anmodninger om genoptagelse ikke afbrød fristen. Kvinden påstod, at kravet ikke var omfattet af 1908-loven, subsidiært at forældelsen var afbrudt ved genoptagelsesanmodningerne, eller at fristen var suspenderet, da hun var uvidende om sit krav indtil en Højesteretsdom fra 2000.

Landsretten frifandt Ankestyrelsen, idet den fandt, at kravet var omfattet af Forældelsesloven af 1908, og at ydelserne var forfaldne mere end 5 år før sagsanlægget. Landsretten fastslog, at klager og genoptagelsesanmodninger ikke var retslige skridt, der afbrød forældelsen, og at betingelserne for suspension ikke var opfyldt.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom og fastslog, at kvindens eventuelle krav på yderligere førtidspension var omfattet af den 5-årige forældelsesregel i Forældelsesloven Forældelsesloven § 1. Samtlige ydelser, som kvinden påstod sig tillagt, var forfaldne mere end 5 år forud for sagsanlægget.

Afbrydelse og suspension af forældelse

Højesteret fastslog endvidere, at kvindens anmodninger til de sociale myndigheder om genoptagelse ikke kunne anses for eller sidestilles med retslige skridt, der afbrød forældelsesfristen efter Forældelsesloven § 2. Betingelserne for at anse forældelsesfristen for suspenderet var heller ikke opfyldt, hvilket refererer til principperne i Forældelsesloven § 3.