Købstædernes Forsikring: Afvisning af dækning for advokatomkostninger i ejerskifteforsikringssag

Sagen drejer sig om en ejerskifteforsikring, hvor forsikringstagerne klager over Købstædernes Forsikrings afvisning af at dække afholdte advokatomkostninger. Klagerne erhvervede en ejendom i november 2001 og konstaterede efterfølgende en skjult fugtskade. Den samlede erstatning for skaden endte med at beløbe sig til 605.000 kr. Klagerne kræver, at selskabet dækker advokatomkostninger på 25.000 kr., da de mener, at de uden advokatbistand kun ville have opnået en erstatning på 35.000 kr.

Klagerens argumentation

• Klagerne kontaktede oprindeligt Købstædernes Almindelige Brandforsikring, som henviste dem til Cunningham & Lindsey Leif Hansen A/S.
• Efter en indledende besigtigelse blev kun en del af skaderne dækket.
• Klagerne hyrede herefter advokat, som fik aftalt en yderligere besigtigelse, hvorefter skaderne blev anslået til 605.000 kr.
• Klagerne fremhæver, at advokatens bistand var afgørende for at opnå den endelige erstatning.

Selskabets argumentation

• Selskabet anfører, at forsikringen alene dækker udbedring af skader på ejendommen.
• Selskabet fremhæver, at der ikke var indgået aftale om dækning af advokatomkostninger, før klagerne antog deres advokat.

Advokatens argumentation

• Advokaten fremhæver, at selskabet først accepterede at dække skader for 34.000 kr.
• Efterfølgende afviste selskabet at genbesigtige skaden på baggrund af et overslag fra en murer på over 200.000 kr.
• Advokaten argumenterer for, at det var nødvendigt at søge juridisk rådgivning, da selskabet afviste at foretage sig yderligere i sagen, og at selskabet derfor bør dække advokatomkostningerne ud fra erstatningsretlige principper.

Ankenævnet bestemte, at Købstædernes Forsikring skulle godtgøre klagerens advokatudgifter på 25.000 kr. Nævnet begrundede afgørelsen med, at selskabets erstatningsopgørelse blev ændret radikalt i klagernes favør, efter at klagerne havde overgivet sagen til advokat. Nævnet bemærkede desuden, at selskabet i sin skrivelse af 19/6 2002 undlod at henlede klagernes opmærksomhed på muligheden for ankenævnsbehandling, hvilket var i strid med praksis.