Begæring om henvisning til Sø- og Handelsretten af sag om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven

Sagens Baggrund og Parternes Påstande

Sagen omhandler en sagsøger, der var ansat i et fleksjob hos Ejendomsselskabet City Bolig A/S på grund af epilepsi. Sagsøgte opsagde sagsøgeren den 19. juni 2008 med den begrundelse, at de ikke kunne være ansvarlige for sagsøgerens sikkerhed i situationer, hvor denne arbejdede alene.

Sagsøgerens Påstande

Sagsøgeren nedlagde påstand om, at sagsøgte skulle betale 100.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg. Dette beløb svarede til ca. 4 måneders løn og blev gjort gældende som godtgørelse i medfør af Forskelsbehandlingsloven § 7, stk. 1, jf. Forskelsbehandlingsloven § 2.

Sagsøgeren begærede desuden sagen henvist til Sø- og Handelsretten, jf. Retsplejeloven § 227, stk. 1. Subsidiært blev det begæret, at sagen blev henvist til Østre Landsret, jf. Retsplejeloven § 226, stk. 1. Mest subsidiært anmodede sagsøgeren om, at tre dommere skulle deltage i afgørelsen af sagen, jf. Retsplejeloven § 12, stk. 3. Begrundelsen for disse begæringer var, at der skulle foretages en principiel afgrænsning af handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven.

Sagsøgtes Påstande og Argumenter

Sagsøgte nedlagde påstand om, at sagsøgerens begæringer om henvisning skulle afvises, og at sagsøgte skulle frifindes for sagsøgerens krav om godtgørelse.

Til støtte for sin påstand anførte sagsøgte, at sagen angik fortolkning af Forskelsbehandlingsloven § 1, stk. 1 og ikke forudsatte særlig indsigt i erhvervs- eller ansættelsesforhold. Sagsøgte argumenterede for, at sagen var enkel, overskuelig og kun angik en juridisk problemstilling. Det blev fremført, at diagnosen epilepsi dækker over en bred vifte af symptomer, og at sagens afgørelse ville være konkret begrundet og ikke have principiel karakter. Sagsøgte mente, at afgørelsen derfor ikke ville have væsentlig betydning for andre end parterne, og at forståelsen af handicapbegrebet allerede var prøvet ved domstolene i flere afgørelser, som sagsøgte mente ikke adskilte sig væsentligt fra den foreliggende sag.

Kendelse og Sagens Fortsættelse

Retten fandt, at sagens hovedspørgsmål – hvorvidt epilepsi kan betegnes som et handicap i lovens forstand – ikke nødvendigvis forudsætter en forudgående principiel afgørelse. Retten bemærkede, at tidligere afgørelser vedrørende kronisk hovedpine og sklerose ikke har omfattet handicapbegrebet i den konkrete form, men at denne sag potentielt kunne danne grundlag for en "ren" afklaring af begrebet.

Rettens Fortolkning af Handicapbegrebet

Retten henviste til forarbejderne til Forskelsbehandlingsloven § 1, stk. 1, som definerer handicap som en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, der afføder et kompensationsbehov for at kunne fungere på lige fod med andre. Afgørelsen af, om sagsøgerens epilepsi falder inden for dette begreb, måtte bero på en konkret bevisvurdering.

Afvisning af Henvisningsbegæringer

På baggrund af ovenstående fandt retten, at sagen ikke var af en sådan principiel karakter, at der var grundlag for at henvise den til Sø- og Handelsretten i medfør af Retsplejeloven § 227, stk. 1, eller til Østre Landsret i medfør af Retsplejeloven § 226, stk. 1. Ligeledes blev sagsøgerens mest subsidiære påstand om kollegial behandling med tre dommere ikke taget til følge, da betingelserne i Retsplejeloven § 12, stk. 3 ikke var opfyldt.

Afgørelse

Sagsøgerens begæring om sagens henvisning til Sø- og Handelsretten, subsidiært Østre Landsret, og mest subsidiært kollegial behandling, blev ikke taget til følge.

Der blev fastsat frist for replik vedrørende sagens realitet til fredag den 19. december 2008, og sagen blev udsat.