Højesterets dom om retlig interesse i prøvelse af indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2, og miljøbeskyttelseslovens § 21 b

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, som mandatar for en række appellanter (tidligere sagsøgere), havde den fornødne retlige interesse i at få prøvet gyldigheden af visse bestemmelser i miljølovgivningen.

Sagens Parter

• Appellanter: Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug som mandatar for 17 tidligere sagsøgere (landmænd).
• Indstævnte: Miljøministeriet.

Baggrund og Påstande

Appellanterne er landmænd, der ejer arealer, som er omfattet af regler om grundvandsbeskyttelse, herunder boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) og indsatsplaner. De påstod, at Miljøministeriet skulle anerkende, at følgende bestemmelser var retsstridige:

• Indsatsplanbekendtgørelsen § 7, stk. 2, som omhandler udpegning eller vedtagelse af dyrkningsrestriktioner.
  • Subsidiært: Retsstridig, hvis den hjemler restriktioner uden krav om konstateret årsagsforbindelse mellem anvendelse af stoffer på ejendommene og stoffer i grundvandet.
  • Mere subsidiært: Retsstridig, hvis den hjemler restriktioner uden på forhånd fastsatte krav til grundvandets kvalitet.
• Miljøbeskyttelsesloven § 21 b, som fastlægger en generel beskyttelseszone på 25 meter fra drikkevandsboringer med forbud mod bl.a. dyrkning.
  • Subsidiært: Retsstridig, for så vidt den indeholder forbud mod dyrkning.

Miljøministeriet påstod stadfæstelse af landsrettens dom, der afviste sagen, idet ministeriet mente, at appellanterne manglede retlig interesse.

Appellanternes Anbringender

Appellanterne gjorde gældende, at de var direkte berørt af bestemmelserne, selv uden konkrete påbud, da reglerne enten direkte pålagde dem forbud (Miljøbeskyttelsesloven § 21 b, stk. 1) eller dannede grundlag for fremtidige påbud (Miljøbeskyttelsesloven § 26 a). De henviste til, at usikkerheden om bedrifternes fremtid forstærkede deres retlige interesse, og at domstole ifølge fast retspraksis kan påkende påstande om generelle reglers lovlighed.

Miljøministeriets Anbringender

Miljøministeriet anførte, at appellanterne ikke havde godtgjort en konkret, væsentlig og aktuel interesse i at få prøvet reglerne. De fremhævede, at dansk retspleje ikke indeholder et princip om actio popularis (søgsmålsret for alle og enhver), og at prøvelse af generelle retsakter som udgangspunkt kun kan ske i forbindelse med prøvelse af en konkret forvaltningsakt. Ministeriet påpegede, at nogle appellanter ikke ejede arealer omfattet af indsatsplaner eller 25 meter-zonen, og at de øvrige ikke havde modtaget konkrete påbud eller afgørelser. Hvis en afgørelse måtte blive truffet i fremtiden, kunne den påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet og derefter indbringes for domstolene, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 91, stk. 1.

Højesterets Begrundelse

Højesteret lagde til grund, at en række appellanter ikke ejede arealer omfattet af de omstridte bestemmelser, og at de derfor manglede retlig interesse. For de appellanter, der ejede arealer omfattet af indsatsplaner, men ikke havde modtaget konkrete påbud, fandt Højesteret, at de heller ikke havde den fornødne retlige interesse i at få prøvet påstandene vedrørende indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2. Dette skyldtes, at en eventuel fremtidig afgørelse om rådighedsindskrænkninger kunne indbringes for Miljø- og Fødevareklagenævnet og derefter domstolene. Højesteret fandt desuden, at de resterende appellanter, der ejede arealer omfattet af Miljøbeskyttelsesloven § 21 b, stk. 1, heller ikke havde den fornødne retlige interesse i at få prøvet bestemmelsen, da deres påstande var formuleret generelt og ikke godtgjorde en konkret og aktuel interesse.

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom. Dette indebærer, at appellanterne ikke blev anset for at have den fornødne retlige interesse i at få prøvet deres påstande vedrørende indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2, og miljøbeskyttelseslovens § 21 b. Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug blev pålagt at betale 125.000 kr. i sagsomkostninger til Miljøministeriet.