Manglende retlig interesse i prøvelse af gyldigheden af bestemmelser i indsatsplanbekendtgørelsen og miljøbeskyttelsesloven

Sagen omhandlede spørgsmålet om retlig interesse i forhold til prøvelse af gyldigheden af visse bestemmelser i indsatsplanbekendtgørelsen og miljøbeskyttelsesloven. Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug anlagde sagen som mandatar for en række landmænd, der anførte, at de var berørt af de pågældende regler.

Indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2

Denne bestemmelse omhandler kommunalbestyrelsens afgørelse om rådighedsindskrænkninger efter Miljøbeskyttelseslovens § 26 a, som skal ske ud fra en samlet vurdering af hydrogeologiske forhold og arealanvendelsen.

• Højesteret fandt, at sagen skulle afvises for visse appellanters vedkommende, da de ikke ejede arealer omfattet af en indsatsplan.
• For de øvrige appellanter fandt Højesteret, at den principale påstand om, at bestemmelsen er retsstridig i forhold til alle og enhver, ikke gav appellanterne den fornødne retlige interesse.
• Højesteret bemærkede, at der ikke var truffet afgørelse om rådighedsindskrænkninger over for nogen af appellanterne.

Miljøbeskyttelseslovens § 21 b

Denne bestemmelse fastlægger en beskyttelseszone på 25 meter fra boringer, hvor anvendelse af pesticider, dyrkning og gødskning er forbudt.

• Højesteret fandt, at kun visse appellanter ejede områder omfattet af Miljøbeskyttelseslovens § 21 b, stk. 1.
• For de øvrige appellanter blev påstandene afvist, da de ikke havde retlig interesse i prøvelsen.
• Højesteret fandt, at appellanterne ikke havde den fornødne retlige interesse i at få prøvet påstandene om bestemmelsens retsstridighed, da påstandene var generelt udformet.

Højesterets Begrundelse

Højesteret lagde vægt på, at der ikke var truffet konkrete afgørelser om rådighedsindskrænkninger over for appellanterne, og at de derfor ikke havde en tilstrækkelig konkret og aktuel interesse i at få prøvet de generelle regler. Højesteret henviste til, at eventuelle fremtidige afgørelser kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet og efterfølgende indbringes for domstolene.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom og fastslog, at Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug ikke havde den fornødne retlige interesse i at få prøvet påstandene om retsstridighed vedrørende Indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2 og Miljøbeskyttelseslovens § 21 b. Sagen blev afvist for en række appellanter, der ikke ejede arealer omfattet af de pågældende bestemmelser. For de resterende appellanter fandt Højesteret, at de generelle påstande om retsstridighed ikke gav dem den fornødne retlige interesse. Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug blev pålagt at betale 125.000 kr. i sagsomkostninger til Miljøministeriet.