Kendelse om opsættende virkning i sag om Lynetteholm-projektets gyldighed og internationale høringer

Sagen omhandler en anmodning fra Klimabevægelsen i Danmark om opsættende virkning i en sag mod Transportministeriet og Udviklingsselskabet By & Havn I/S. Klimabevægelsen påstod, at Lov nr. 1157 af 11. juni 2021 om anlæg af Lynetteholm var ugyldig, subsidiært at § 1, stk. 1 og 2, var ugyldige, og at anlægsarbejderne var uberettigede. Begæringen om opsættende virkning vedrørte specifikt et stop for etableringen af Lynetteholms perimeter (fase 2), indtil det ved dom var fastslået, at anlægsloven og anlægget var i overensstemmelse med forskrifterne om international høring i Miljøvurderingsloven § 38, VVM-direktivet artikel 7-8a og Espoo-konventionen artikel 2-7.

Baggrund for Lynetteholm-projektet

Lynetteholm er en planlagt kunstig ø på ca. 2,8 km² øst for Trekroner Søfort i Københavns Havn. Projektet har flere formål, herunder deponering af overskudsjord fra byggeprojekter, skabelse af nye bolig- og erhvervsarealer, finansiering af infrastruktur og klimasikring af København mod stormflod. Projektet er opdelt i to faser, hvoraf fase 1 er etableret, og fase 2 er igangsat.

Miljøvurderingsprocessen

Forud for anlægslovens vedtagelse blev der gennemført omfattende miljøundersøgelser af tekniske rådgivere som DHI, Rambøll og COWI. Disse undersøgelser omfattede vurderinger af projektets påvirkning på hydrografi, vandkvalitet, saltholdighed og strømforhold i Øresund. Der blev afholdt offentlige høringer, og Sverige blev notificeret i henhold til Espoo-konventionen artikel 3. Sverige udtrykte bekymring over projektets påvirkning på vandgennemstrømningen og saltbalancen i Øresund og anmodede om en tredjepartsgranskning af DHI's modeller, som blev udført af Deltares. Andre Østersølande (Polen, Litauen, Finland, Tyskland, Rusland, Estland og Letland) blev senere orienteret, og nogle anmodede om yderligere information.

Politiske og faglige drøftelser

Anlægsloven blev vedtaget af Folketinget den 4. juni 2021. Under lovbehandlingen blev der stillet mange spørgsmål til Transportministeriet og Miljøministeriet, og der blev afholdt flere samråd med svenske myndigheder. Efter lovens vedtagelse indgik regeringen en politisk aftale om at tilpasse Lynetteholm-projektet, herunder at opgive klapning af havbundsmateriale i Køge Bugt. En referencegruppe af uafhængige eksperter blev nedsat for at følge projektets effekter. Selvom tredjepartsgranskningen generelt fandt DHI's modeller acceptable, fastholdt Sverige ønsket om en "nulløsning" for at undgå blokerende effekter på vandudvekslingen i Østersøen.

Klimabevægelsens anbringender

Klimabevægelsen gjorde gældende, at Danmark havde tilsidesat sin høringspligt efter Espoo-konventionen og VVM-direktivet, da den internationale høring ikke var korrekt gennemført og ikke omfattede alle Østersølande tilstrækkeligt. De anførte, at Lynetteholms blokeringseffekt på 0,25% af vand- og saltudvekslingen i Øresund ville have væsentlig og uoprettelig skadevirkning på det følsomme havmiljø i Østersøen. De henviste til, at tidligere store infrastrukturprojekter som Øresundsforbindelsen havde krævet en "nulløsning" for at undgå miljøpåvirkning.

Transportministeriets og By & Havns anbringender

Transportministeriet og By & Havn påstod frifindelse og gjorde gældende, at alle relevante høringsregler var overholdt, og at de miljømæssige vurderinger viste, at projektets grænseoverskridende påvirkninger var ubetydelige. De fremhævede, at projektet tjener væsentlige samfundsinteresser, og at en udsættelse ville medføre betydelige samfundsøkonomiske omkostninger. De bestred, at Klimabevægelsen havde løftet bevisbyrden for, at der ville opstå alvorlig og uoprettelig skade, og anførte, at Folketinget var fuldt informeret om alle problemstillinger, da loven blev vedtaget.

Landsretten afviste Klimabevægelsens begæring om opsættende virkning. Retten fandt, at der ikke var rimeligt grundlag for at antage, at anlægsloven om Lynetteholm var ugyldig, eller at anlægsarbejderne var uberettigede. Landsretten lagde vægt på, at Lynetteholm-projektet er omfattet af specifikke VVM-regler i bekendtgørelse nr. 517 af 24. marts 2021, og at Miljøvurderingsloven § 38 derfor ikke fandt anvendelse. Desuden blev det vurderet, at selv en eventuel tilsidesættelse af Espoo-konventionen ikke ville medføre lovens ugyldighed. Retten konkluderede, at de fremlagte miljømæssige undersøgelser og tredjepartsgranskningen ikke gav grundlag for at antage en tilsidesættelse af VVM-direktivet artikel 7-8a.