Landsrettens dom stadfæstet vedrørende forsyning og afgifter

Denne sag omhandler en tvist mellem en Appellant og Esbjerg Kommune vedrørende ejerskabet af et kabelnet og retten til provenuet fra salget af dette net til TDC. Sagen blev behandlet af Højesteret efter en tidligere dom fra Vestre Landsret.

Baggrund for Sagen

Appellanten gjorde gældende, at TV- & Internetforsyningen (Forsyningen) ikke havde købt eksisterende antenneforeninger, men snarere indgået fusionslignende aftaler. Dette skulle betyde, at Esbjerg Kommune ikke var ejer af bynettet, og at et eventuelt underskud ved driften skulle dækkes af de tilsluttede brugere, ikke kommunen. Appellanten bestred desuden, at kommunen havde beholdt indefrosne midler fra sammenlægningerne uden kompensation til brugerne.

Esbjerg Kommune fastholdt derimod, at der var tale om et køb af aktiver, og at kommunen som ejer af anlægget var ansvarlig for at dække eventuelle underskud. Kommunen bestred, at indregning af afskrivninger i taksterne for levering havde gjort forbrugerne til ejere eller medejere af anlægget, og at der var en retlig forpligtelse til at tilbagebetale tilslutningsbidrag.

Supplerende Oplysninger og Forklaringer

For Højesteret blev der fremlagt yderligere dokumentation, herunder kalkulationsark for afskrivninger og henlæggelser for Forsyningen, samt uddrag af Esbjerg Kommunes økonomirapporter og regnskaber fra 1997 til 2006. Købsaftalen fra september 2006 mellem Esbjerg Kommune og TDC blev også fremlagt. Denne aftale specificerede, at TDC overtog kundeaftaler, men ikke eventuelle krav vedrørende indefrosne beløb fra tidligere medlemmer af antenneforeninger, hvis aktiviteter Esbjerg Kommune havde overtaget.

Flere vidner afgav supplerende forklaringer:

Vidneforklaringer

• Person 3 (tidligere chef for TV-forsyningen): Forklarede, at kommunen agerede som en "bank" for overskud og underskud, og at beslutninger om TV-forsyningen blev truffet i samråd med antenneforeningerne og godkendt af byrådet. Han understregede, at forsyningen skulle "hvile i sig selv", og at tilslutningsbidrag blev beregnet pr. område og godkendt af byrådet.
• Person 4 (faglig koordinator i økonomiafdelingen i Esbjerg Forsyning A/S): Uddybede kommunens konteringspraksis og økonomiske styring, herunder princippet om "økonomisk demokrati" og fastsættelse af renter og administrationsomkostninger. Han bekræftede, at bygningen på Ravnevej var ejet af Esbjerg Kommune.
• Person 5 (ekstern revisor for Esbjerg Kommune): Forklarede om revisionen af forsyningsområdet og bekræftede, at forsyningsvirksomhederne skulle hvile i sig selv. Han understregede, at kommunen ikke måtte agere "bank" eller yde subsidier til forsyningsvirksomhederne, men kunne have en mellemregning med dem. Han bekræftede, at salget af forsyningsvirksomheden var godkendt af byrådet som en tillægsbevilling.

Højesterets Afgørelse

Højesteret stadfæstede Landsrettens dom og afviste Appellantens påstande 1 og 2. Retten lagde til grund, at Esbjerg Kommune, gennem "EL & TV-forsyningen", erhvervede aktiver fra de enkelte antenneforeninger som led i opbygningen af det kabelnet, der senere blev solgt til TDC.

Antenneforeningerne blev efterfølgende likvideret, og medlemmerne modtog udlodningsbeløb, herunder som a conto betaling af tilslutningsafgift til bynettet. Kommunen stod for de løbende udbygninger af nettet, og installationerne op til første stikdåse tilhørte forsyningsvirksomheden. Det blev fastslået, at kommunen havde den faktiske og retlige råderet over bynettet.

Ejerskab af Kabelnettet Højesteret fandt, at bynettet var ejet af Esbjerg Kommune og ikke af forbrugerne. Dette ændredes ikke af, at afskrivninger og henlæggelser blev indregnet i beregningen af taksterne for TV- og internetsignaler. Ligeledes ændrede en udtalelse i en folder om Esenet, der angav, at "nettet er ejet af forbrugerne selv", ikke på ejerskabsforholdet.

Provenu ved Salg Da Esbjerg Kommune var ejer af bynettet, tilkom provenuet fra salget som udgangspunkt kommunen. Princippet om, at kommunale forsyningsvirksomheder skal "hvile i sig selv", er et offentligretligt krav til takstfastsættelse, men giver ikke forbrugerne et retskrav på provenuet ved salg af virksomheden. Dette er i overensstemmelse med de forsyningslove, som Landsretten henviste til vedrørende el, varme og vand.

Sagsomkostninger

Sagsomkostningerne blev fastsat på baggrund af sagens betydning, omfang og principielle karakter, uanset parternes enighed om en højere sagsværdi. Beløbet skal betales inden 14 dage efter domsafsigelsen og forrentes efter Renteloven § 8 a.