Lissabon-dommen: Højesteret fandt ikke, at Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten var i strid med Grundloven

En gruppe på 30 borgere, anført af Niels Hausgaard, anlagde sag mod Statsministeren og Udenrigsministeren med påstand om, at loven om Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten var ugyldig. Appellanternes centrale argument var, at traktaten indebar en overladelse af suverænitet, og at loven derfor skulle have været vedtaget efter den særlige procedure i Grundloven § 20, som kræver enten et flertal på fem sjettedele i Folketinget eller en folkeafstemning. I stedet var loven vedtaget efter den almindelige procedure i Grundloven § 19, stk. 1.

Appellanternes hovedargumenter

Appellanterne gjorde gældende, at Lissabon-traktaten medførte:

• Væsentlige ændringer i EU's forvaltning: Ændringer i afstemningsregler (mere kvalificeret flertal), styrkelse af EU-institutioner og nye beslutningsprocedurer var så betydningsfulde, at de i sig selv udløste kravet om en § 20-procedure.
• Overladelse af nye beføjelser: Traktaten overlod nye beføjelser til EU, bl.a. gennem fleksibilitetsbestemmelsen, traktatfæstelsen af EU-rettens forrang og EU's mulighed for at tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Sagens forløb

Sagen blev først behandlet af Østre Landsret, som frifandt ministrene. Borgerne appellerede herefter dommen til Højesteret. I en tidligere kendelse havde Højesteret fastslået, at borgerne havde den fornødne retlige interesse (søgsmålskompetence) til at få sagen prøvet.

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom og frifandt Statsministeren og Udenrigsministeren.

Højesterets begrundelse

Domstolen fandt, at Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten, som sket ved lov nr. 321 af 30. april 2008, ikke var i strid med Grundloven § 20.

Vurdering af ændringer i EU's forvaltning

Højesteret fastslog, at ændringer i en international organisations interne organisering, arbejdsmåde og afstemningsregler ikke i sig selv udgør en ny suverænitetsafgivelse, der kræver en § 20-procedure. En ny procedure er kun nødvendig, hvis ændringerne er så fundamentale, at organisationen reelt skifter identitet, eller hvis de strider mod betingelser fastsat i den oprindelige tiltrædelseslov.

Højesteret fandt, at ændringerne i Lissabon-traktaten – herunder en udvidet brug af kvalificeret flertal og en styrkelse af Europa-Parlamentet – ikke var af en sådan fundamental karakter, at EU kunne siges at have skiftet identitet. Derfor udløste disse ændringer ikke i sig selv et krav om at følge proceduren i Grundlovens § 20.

Vurdering af beføjelsesudvidelser

Appellanterne argumenterede for, at traktaten medførte både indirekte og direkte overladelse af nye beføjelser til EU.

• Indirekte beføjelser: Højesteret afviste, at traktatfæstelsen af EU-rettens forrang, charteret om grundlæggende rettigheder eller den såkaldte fleksibilitetsbestemmelse udgjorde en ny suverænitetsafgivelse. Domstolen henviste til sin praksis fra Maastricht-dommen, hvor det blev fastslået, at danske domstole har den endelige kompetence til at prøve, om en EU-retsakt ligger uden for rammerne af den suverænitet, Danmark har overladt.

• Direkte beføjelser: For så vidt angår nye beføjelser på specifikke sagsområder fandt Højesteret, at en sådan prøvelse ikke kunne foretages på et abstrakt grundlag. En eventuel domstolsprøvelse må afvente, at der bliver udstedt en konkret retsakt, som berører en borger, hvorved der kan skabes et bedre grundlag for at vurdere, om retsakten hviler på beføjelser, der rækker ud over den oprindelige suverænitetsafgivelse.

EU's tiltrædelse af Menneskerettighedskonventionen

Højesteret fandt, at bestemmelsen i Lissabon-traktaten, der giver EU mulighed for at tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke i sig selv udgjorde en overladelse af beføjelser, der krævede en § 20-procedure. En sådan tiltrædelse ville kræve en særskilt beslutning og godkendelse af medlemsstaterne.

Konklusion

Samlet set fandt Højesteret ikke grundlag for at tilsidesætte regeringens og Folketingets vurdering af, at Lissabon-traktaten kunne tiltrædes efter den almindelige lovgivningsprocedure. Landsrettens dom blev derfor stadfæstet.