Højesterets dom i sag mellem Dansk Agrokemisk Forening og Miljøministeriet vedrørende godkendelse af bekæmpelsesmidler

Sagen omhandlede en tvist mellem Dansk Agrokemisk Forening og Miljøministeriet vedrørende Miljøministeriets ret til at anvende dokumentationsmateriale indsendt af en tidligere ansøger, når en ny ansøgning om godkendelse af et identisk bekæmpelsesmiddel behandles.

Sagens Baggrund og Forløb

Tidligere Instans

Sagen blev oprindeligt behandlet af Østre Landsrets 8. afdeling, som afsagde dom den 22. februar 1990. Landsrettens dom blev indanket for Højesteret.

Sagens Kerne

Dansk Agrokemisk Forening gjorde gældende, at Miljøministeriet kun med samtykke fra en tidligere ansøger var berettiget til at benytte dokumentationsmateriale, som denne havde indsendt som grundlag for godkendelse af et identisk stof eller produkt. Foreningen anførte desuden, at der var spørgsmål om tavshedspligt.

Miljøministeriet påstod stadfæstelse af landsrettens dom.

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom.

Højesterets Afgørelse

Dommens Begrundelse

Højesteret fandt, at Lov om kemiske stoffer og produkter § 34 kræver, at en ansøgning om godkendelse af et bekæmpelsesmiddel skal indeholde tilstrækkelige oplysninger til at fastsætte de fornødne vilkår for godkendelsen. Det fremgår hverken af loven eller dens forarbejder, at Miljøministeriet kun med samtykke fra en tidligere ansøger er berettiget til at benytte dokumentationsmateriale fra denne.

Højesteret bemærkede, at en sådan begrænsning heller ikke følger af art. 6 i Rådets direktiv 67/548/EØF om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer, som ændret ved Rådets direktiv 79/831/EØF. Ifølge art. 1, stk. 4, litra b, anvendes art. 6 ikke på bekæmpelsesmidler, der er underkastet godkendelsesprocedurer, som endnu ikke er harmoniseret.

Retten fastslog, at det i tilfælde af identiske stoffer eller produkter ikke er nødvendigt at gentage den tidligere ansøgers undersøgelser for at opfylde lovens krav om godkendelse af bekæmpelsesmidler. Selvom dette kan medføre, at to ansøgere stilles forskelligt i økonomisk henseende, blev det ikke anset for at være i strid med en almindelig lighedsgrundsætning. Appellanten anbringende vedrørende tavshedspligt kunne heller ikke føre til, at ophævelsen af kravet om samtykke fra den tidligere ansøger skulle anses for uberettiget.

Sagsomkostninger

Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part.