Afgørelse om afslag på familiesammenføring efter Udlændingelovens § 9, stk. 13

Sagen omhandler en prøvelse af Integrationsministeriets afslag på opholdstilladelse til en ung tyrkisk statsborger, der er født i 1997. Sagen blev anlagt den 18. september 2008, og drejer sig om ministeriets afgørelse af 5. maj 2008, som blev truffet i medfør af Udlændingeloven § 9, stk. 13.

Sagens Baggrund

Sagsøgeren, et barn født i Tyrkiet i 1997, ansøgte om opholdstilladelse i Danmark den 26. juni 2007. Barnets far, en tyrkisk statsborger, indrejste i Danmark i oktober 2001 efter ægteskab med en dansk statsborger og fik tidsubegrænset opholdstilladelse i 2004. Faderen havde forældremyndigheden over fire børn fra et tidligere ægteskab i Tyrkiet, hvoraf tre ældre brødre allerede var kommet til Danmark i 2002 og 2004. Sagsøgeren kom første gang til Danmark på et besøgsvisum den 28. november 2007 og har boet i Danmark siden.

Udlændingeservice afslog ansøgningen den 5. september 2007 med henvisning til Udlændingeloven § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 13. Afgørelsen blev påklaget til Integrationsministeriet, som stadfæstede afslaget den 5. maj 2008. Ministeriet begrundede afslaget med, at sagsøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en tilstrækkelig tilknytning til Danmark til at sikre en vellykket integration. Dette skyldtes blandt andet, at sagsøgeren var knap 10 år ved ansøgningstidspunktet, født og opvokset i Tyrkiet hos sin mor, og kun talte tyrkisk.

Parternes Påstande og Argumenter

Sagsøgerens påstand: Integrationsministeriets afgørelse af 5. maj 2008 skulle ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling.

Sagsøgeren argumenterede for, at Udlændingeloven § 9, stk. 13 ikke med rette kunne medføre afslag på familiesammenføring, især da formålet med bestemmelsen var at modvirke bevidste valg fra forældres side om at lade børn blive i hjemlandet. Det blev fremført, at der i denne sag var tale om omsorgshensyn og solide grunde til den sene ansøgning, da sagsøgerens mor og bedsteforældre i Tyrkiet ikke længere kunne drage omsorg for barnet. Sagsøgeren henviste desuden til EMRK artikel 8 (ret til familieliv), FN's Børnekonvention, Associeringsaftalen af 12. september 1963 mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet og Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 13 (stand still-klausul), samt Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder, artikel 7, 21 og 24, som ministeriets afgørelse angiveligt stred imod.

Integrationsministeriets påstand: Frifindelse.

Ministeriet fastholdt, at sagsøgeren ikke havde den nødvendige tilknytning til Danmark for vellykket integration. Ministeriet henviste til, at sagsøgeren ikke havde besøgt Danmark før ansøgningen, og at faderens forældremyndighed ikke var afgørende. Ministeriet argumenterede for, at hverken EMRK artikel 8, FN's Børnekonvention, Associeringsaftalen eller Charteret om Grundlæggende Rettigheder gav grundlag for at tilsidesætte afslaget, da disse retsakter enten ikke fandt anvendelse i den konkrete situation (f.eks. fordi sagsøgeren ikke var arbejdstager eller allerede havde opholdstilladelse i Danmark), eller fordi de ikke indebar en generel ret til familiesammenføring, der overtrumfede national lovgivning og Danmarks interesse i at kontrollere indvandring. Ministeriet henviste desuden til Højesterets praksis, der fastslog, at domstolsprøvelsen skulle ske på grundlag af forholdene på tidspunktet for ministeriets afgørelse, og at senere opnået tilknytning ikke kunne tillægges vægt.

Rettens Afgørelse

Retten stadfæstede Integrationsministeriets afgørelse af 5. maj 2008, som afslog sagsøgerens ansøgning om opholdstilladelse.

Begrundelse for Afgørelsen

Retten lagde vægt på følgende:

• Nationalt retsgrundlag: Prøvelsen af ministeriets afgørelse skulle ske på grundlag af forholdene på tidspunktet for afgørelsen. Senere opnået tilknytning til Danmark kunne ikke tillægges vægt, jf. Højesterets praksis.
• Anvendelse af Udlændingeloven: Da ansøgningen om familiesammenføring blev indgivet mere end to år efter, at faderen opfyldte betingelserne i Udlændingeloven § 9, stk. 1, nr. 2, skulle sagen bedømmes efter Udlændingeloven § 9, stk. 13. Opholdstilladelse kunne kun gives, hvis sagsøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration.
• Skønsmæssig vurdering: Ministeriets afgørelse var baseret på en skønsmæssig vurdering, der inddrog alle konkrete oplysninger og blev fundet saglig og tilstrækkelig. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ministeriets skøn om, at sagsøgeren ikke havde mulighed for vellykket integration, eller at der forelå særlige grunde til at fravige integrationskravet i Udlændingeloven § 9, stk. 13, 1. pkt..
• Internationale retsregler:
  • Ankaraaftalen og Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80: Retten fandt, at disse bestemmelser ikke fandt anvendelse i sagen, da sagsøgeren hverken havde opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark. Bestemmelserne vedrører adgang til beskæftigelse for tyrkiske arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der allerede har opnået opholds- og arbejdstilladelse i en medlemsstat.
  • Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder: Charteret trådte i kraft efter ministeriets afgørelse og havde ikke tilbagevirkende kraft. Desuden fandt retten, at charterets bestemmelser i familiesammenføringssager kun kan påberåbes af unionsborgere og deres familiemedlemmer, og at afgørelsen om tredjelandsstatsborgeres ret til familiesammenføring henhører under national ret.
  • EMRK og FN's Børnekonvention: Retten fandt ikke, at ministeriets afgørelse var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 eller FN's Børnekonvention, med henvisning til tidligere højesteretsdomme.

Sagsomkostninger

Sagsøgeren blev pålagt at betale 25.000 kr. (inkl. moms) i sagsomkostninger til Integrationsministeriet inden 14 dage, forrentet efter Renteloven § 8a. Retten fandt ikke, at sagen havde en så principiel karakter, at omkostningerne skulle ophæves. Ved fastsættelsen af beløbet blev der taget hensyn til sagens forberedelse, skriftveksling, retsmøder om præjudiciel forelæggelse og det forhold, at sagen blev hovedforhandlet sammen med fem andre lignende sager.