Frifindelse i sag om brandstiftelse og forsikringspligt

Denne sag omhandler Topdanmark Forsikring A/S's regreskrav mod to sagsøgte efter en brandstiftelse, der ødelagde en fælles ejendom. Sagen rejser spørgsmål om solidarisk hæftelse og forsikringsdækning i tilfælde af forsætlig skade forvoldt af den ene part, når den anden part er medejer og separeret.

Sagens Baggrund

Sagsøgte 1 blev den 24. august 2000 ved Retten i Skjern dømt for overtrædelse af Straffeloven § 181, stk. 1 og 2 om brandstiftelse. Dommen blev afsagt som en tilståelsessag efter Retsplejeloven § 925. Ved Vestre Landsrets ankedom af 6. december 2000 blev tiltalen præciseret til at omfatte forsætlig brandstiftelse af en ejendom den 30. marts 2000, med det formål at krænke panthaverens rettigheder og i forbindelse med en forestående bodeling med Sagsøgte 2. Skaden udgjorde ca. 500.000 kr.

Topdanmark Forsikring A/S havde under straffesagen nedlagt påstand om erstatning, men kravet blev henvist til civil forfølgning i henhold til Retsplejeloven § 991, stk. 4.

Forholdet mellem de Sagsøgte

Sagsøgte 1 og Sagsøgte 2 var gift i 1991 og købte den pågældende ejendom i 1997. Forholdet mellem dem forværredes, og Sagsøgte 2 flyttede ud i november 1999. De blev separeret ved dom i februar 2000, men fællesboet var ikke delt, og der var uenighed om ejendommens fremtid. Sagsøgte 2 forklarede, at Sagsøgte 1 truede med at brænde huset af kort før branden og senere ringede og fortalte, at det brændte. Hun nægtede at have haft noget med brandstiftelsen at gøre.

Sagsøgers Påstand og Begrundelse

Topdanmark nedlagde påstand om, at Sagsøgte 1 og Sagsøgte 2 in solidum skulle dømmes til at betale 557.688,27 kr. med renter. Topdanmark gjorde gældende, at:

• Brandskaden var forvoldt forsætligt, hvilket fritog Topdanmark for erstatningspligt i henhold til Forsikringsaftaleloven § 18, stk. 1.
• Topdanmark var forpligtet til at indfri ejendommens panthavere i henhold til Forsikringsaftaleloven § 54.
• Topdanmark var berettiget til regres mod begge sagsøgte, da de hæftede solidarisk som pantsættere efter princippet om subrogation, jf. Forsikringsaftaleloven § 86.
• Begge sagsøgte var omfattet af begrebet 'sikrede' i henhold til Forsikringsaftaleloven § 2, stk. 3.
• Erstatningsansvarsloven § 24 fandt ikke anvendelse, og der var ikke udvist passivitet fra sagsøgers side.

Sagsøgte 2's Påstand og Begrundelse

Sagsøgte 2 nedlagde påstand om frifindelse og gjorde gældende, at:

• Hun ikke havde medvirket til brandskaden eller forvoldt den forsætligt.
• Hun ikke hæftede solidarisk med Sagsøgte 1 på grund af samejet, da Sagsøgte 1's handling var af en så ekstraordinær karakter, at medejerskab alene ikke medførte hæftelse for hans handling.
• En eventuel fordeling af ansvaret skulle bedømmes efter Erstatningsansvarsloven § 24 eller principperne heri, hvilket skulle føre til en betydelig nedsættelse af kravet.
• Topdanmark havde udvist retsfortabende passivitet ved ikke at have foretaget yderligere over for Sagsøgte 2 efter den 24. oktober 2000.

Afgørelse

Retten i Kolding afsagde dom den 15. december 2003 med følgende resultat:

Topdanmark Forsikring A/S blev desuden pålagt at betale 33.000 kr. med tillæg af moms i sagsomkostninger til statskassen inden 14 dage.

Rettens Begrundelse

Retten fandt, at Topdanmarks påstand mod Sagsøgte 1 skulle gives medhold, da Sagsøgte 1 var udeblevet fra domsforhandlingen, og sagsøgers krav var underbygget af sagens oplysninger.

Vedrørende Sagsøgte 2 lagde retten til grund, at hun ikke havde medvirket til brandskaden og ikke havde forvoldt den forsætligt. Det blev også fastslået, at Sagsøgte 2 var fraflyttet ejendommen, og at parterne var separerede på tidspunktet for brandstiftelsen.

Selvom både Sagsøgte 1 og Sagsøgte 2 måtte anses for sikrede i henhold til Forsikringsaftaleloven § 2, stk. 3, fandt retten, at bestemmelsen i Forsikringsaftaleloven § 18, stk. 1 ikke medførte, at Sagsøgte 2 mistede sit krav mod forsikringsselskabet som følge af Sagsøgte 1's forsætlige handling. Den omstændighed, at de begge var ejere af ejendommen, ændrede ikke dette resultat, da parterne var separerede og boede hver for sig. Topdanmark havde derfor intet krav mod Sagsøgte 2 som følge af Sagsøgte 1's brandstiftelse og Topdanmarks indfrielse af panthavernes krav.