Hjemvisning af førtidspensionssag grundet manglende dokumentation for behandling på foreliggende grundlag og tvivl om lægekonsulents habilitet

En ansøger, der senest havde været i fleksjob indtil sygemelding i april 2002, søgte om førtidspension. I førtidspensionsskemaet var det anført, at sagen var påbegyndt den 13. oktober 2003 og skulle behandles efter Pensionsloven § 18.

Kommunens pensionsteam udsatte sagen flere gange for at indhente yderligere lægelige oplysninger, herunder en psykiatrisk vurdering og reumatologiske oplysninger. I marts 2004 gav kommunen afslag på førtidspension og henviste til, at sagen var overgået til behandling efter Pensionsloven § 17, stk. 1.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde til grund, at ansøger havde anmodet om at få sagen behandlet på det foreliggende dokumentationsgrundlag og så derfor bort fra de senere indhentede oplysninger. Nævnet kritiserede desuden kommunens brug af egen lægekonsulent til at udbygge dokumentationsgrundlaget.

Ankestyrelsen anmodede kommunen om dokumentation for, at ansøger havde bedt om at få sagen behandlet på det foreliggende grundlag. Kommunen oplyste, at der ikke forelå nogen dokumentation herfor.

Ankestyrelsen fastslog, at det ikke var godtgjort, at ansøger havde bedt om at få ansøgningen om førtidspension behandlet på det foreliggende dokumentationsgrundlag. Det var en forudsætning for en sådan behandling, at kommunen kunne dokumentere anmodningen og tidspunktet herfor.

Da kommunen oprindeligt havde anset sagen for påbegyndt efter Pensionsloven § 18, måtte sagen anses for at være overgået til behandling efter denne bestemmelse. Det sociale nævn havde derfor ikke været berettiget til at se bort fra de oplysninger, der forelå, da kommunen traf afgørelse i marts 2004.

Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til nævnet til ny behandling og afgørelse.

Bemærkninger om lægekonsulentens rolle

Ankestyrelsen bemærkede desuden, at kommunens brug af egen lægekonsulent til at foretage supplerende undersøgelser var egnet til at vække tvivl om inhabilitet. Dette gjaldt, uanset at lægekonsulenten ikke havde fungeret som lægekonsulent i sagen forud for sin udtalelse, og uanset at sagen senere var set af en anden lægekonsulent.

Nævnet skulle herefter tage stilling til, om ansøgers psykiske tilstand var tilstrækkelig belyst, eller om der var behov for at indhente yderligere oplysninger, eventuelt i form af en speciallægeerklæring.