Afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab under gruppeulykkesforsikring

Sagen drejer sig om en forsikringstagers krav mod Danica Pension om udbetaling af erstatning i henhold til en gruppeulykkesforsikring, som forsikringstageren mener berettiger hende til erstatning for erhvervsevnetab.

Sagens omstændigheder

• Forsikringen blev tegnet i juni 1995 gennem et pengeinstitut som sikkerhed for et lån, og dækkede ved død eller mindst 50% invaliditet som følge af ulykke.
• Ifølge Danica Pension blev klageren forelagt en brochure, der præciserede, at forsikringen kun dækkede invaliditet som følge af et ulykkestilfælde med en méninvaliditet på mindst 50% opgjort efter Sikringsstyrelsens méntabel fra 1979, og ikke dækkede tab af erhvervsevne.
• Forsikringen blev ændret i 2000, men dækningen forblev den samme, hvor udbetaling var betinget af en méninvaliditetsgrad på mindst 50% fastsat i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens méntabel.
• Klageren kom til skade i november 1999, og Arbejdsskadestyrelsen vurderede hendes erhvervsevnetab til 65% og méngraden til 12%.

Parternes argumenter

• Klageren gør gældende, at hun ikke fik redegjort for policens begrebsbetegnelser ved tegningen af forsikringen, og at det ikke er præciseret i policen, om udtrykket 'méninvaliditet' omfatter mén alene eller mén plus erhvervsevnetab.
• Klagerens advokat henviser til Lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde § 32 og anfører, at selskabet burde have givet en udførlig redegørelse med præcisering af policens tekniske betegnelser.
• Danica Pension anfører, at klageren har modtaget klar og tydelig skriftlig information inden aftalens indgåelse, herunder forsikringsbetingelserne, og at den primære årsag til tegningen af forsikringen var ønsket om at få afdækket dødsrisikoen.
• Danica Pension henviser til, at det er ankenævnets faste praksis, at begreberne invaliditet og invaliditetsgrad må ligestilles med méngrad, medmindre der er sikre holdepunkter for andet.

Klagen kan ikke tages til følge.