Afgørelse om forsinket diagnosticering af lungekræft og krav om erstatning

Sagen vedrører, hvorvidt en behandlingsfejl i april 2013 var årsag til, at afdødes kræftsygdom blev uhelbredelig, og at hun afgik ved døden den 1. maj 2015.

Sagens Baggrund

Afdøde fik foretaget en røntgenundersøgelse af thorax den 24. april 2013, som blev beskrevet som normal. Efter fornyet henvisning fik afdøde foretaget en ny røntgenundersøgelse den 31. marts 2014, hvor det fremgik, at der var en 6-7 cm stor fortætning i højre apex, som havde været til stede ved undersøgelsen i 2013, men ikke var blevet beskrevet. En overlægevurdering af 31. august 2014 til Patienterstatningen vurderede, at en godt 3 cm stor tumor i højre overlap anteriort var klart overset på røntgenoptagelsen fra 2013.

Parternes Påstande

Sagsøger 1 (Boet efter afdøde) og Sagsøger 2 nedlagde påstand om, at Ankenævnet for Patienterstatningen skulle anerkende en behandlingsskade i form af forsinket diagnosticering og behandling af lungecancer. Dette skulle begrunde supplerende godtgørelse for mén med 308.760 kr., godtgørelse for svie og smerte med 72.500 kr., forsørgertabserstatning med 279.600 kr. samt et overgangsbeløb med 156.000 kr. Alle beløb krævedes tillagt renter, jf. Erstatningsansvarsloven § 16, fra den 1. juni 2015.

Ankenævnet for Patienterstatningen påstod frifindelse.

Patienterstatningens Afgørelse

Patienterstatningen traf afgørelse den 9. december 2014, hvorved afdøde blev tilkendt en méngodtgørelse på 10% for væsentlig forringelse af den statistiske overlevelsesprognose som følge af forsinket diagnosticering. Godtgørelsen udgjorde 51.460 kr. efter aldersreduktion. Patienterstatningen begrundede afgørelsen med, at skade erstattes, hvis der ikke er stillet en rigtig diagnose, jf. Patientforsikringsloven § 21, stk. 1, og at dette også gælder for forsinket diagnose. Erstatning ydes, hvis undersøgelse eller behandling har afveget fra, hvad en erfaren specialist ville have gjort, jf. Patientforsikringsloven § 20, stk. 1, nr. 1. De fandt dog ikke grundlag for godtgørelse for svie og smerte, jf. Erstatningsansvarsloven § 3, da sygdomsperioden ikke var væsentligt forlænget eller forværret. Méngraden på 10% blev fastsat efter Erstatningsansvarsloven § 4 for den psykiske belastning ved forringet overlevelsesprognose.

Ankenævnets Afgørelse

Patienterstatningens afgørelse blev påklaget, og Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede afgørelsen den 14. august 2018. Ankenævnet tiltrådte Patienterstatningens afgørelse, herunder godtgørelsen på 51.460 kr. for varigt mén på 10%. Ankenævnet vurderede, at kræftstadiet ved rettidig diagnostik var T2NOMO, hvor den statistiske sandsynlighed for at overleve sygdommen i 5 år var ca. 40%. Der var derfor ikke grundlag for at anerkende uhelbredelig kræft og dødsfald som patientskade, og dermed heller ikke grundlag for erstatning for forsørgertab, overgangsbeløb og begravelsesudgifter.

Retslægerådets Udtalelser

Sagen blev forelagt Retslægerådet, som i udtalelser af 5. januar 2017, 24. august 2017 og 22. juni 2018 blandt andet oplyste:

• Det er ikke muligt præcist at stadiebestemme lungekræft ud fra et røntgenbillede alene.
• Prognosen for afdøde ville have været væsentlig bedre med rettidig diagnosticering i april 2013, med en chance for at leve 5 år på cirka 50% hvis der ikke var spredning. Hvis der var spredning, ville 5-års overlevelsen have været tæt på 0%.
• Forsinkelsen på 1 år betød, at sygdommen ikke kunne tilbydes kirurgisk fjernelse, men alene lindrende behandling.
• Retslægerådet målte tumoren til ca. 3,2 cm på røntgenbillederne fra 2013, svarende til en T2a tumor.
• Det er mest sandsynligt, at der allerede i april 2013 var sket spredning til lymfeknuderne.
• Den manglende rettidige diagnosticering var en lægefaglig fejl, da en normal veluddannet radiolog ville have konstateret fortætningen og anbefalet videre undersøgelser.
• Retslægerådet kunne ikke med sikkerhed udtale sig om det "ægte" stadium af sygdommen i april 2013, da de nødvendige CT- og PET-CT-scanninger ikke blev foretaget på grund af den oprindelige fejl.

Rettens Begrundelse og Afgørelse

Retten fastslog, at afdøde var udsat for en patientskade, idet en tumor i hendes højre lunge fejlagtigt ikke blev diagnosticeret ved en røntgenundersøgelse den 24. april 2013, men først ved en fornyet undersøgelse den 31. marts 2014.

Afdøde afgik ved døden den 1. maj 2015. Sagens kerne var, om den forsinkede diagnosticering og behandling var årsag til, at hendes kræftsygdom blev uhelbredelig, og at hun døde.

Retten lagde til grund, baseret på Retslægerådets udtalelser:

• Afdødes tumor i lungen den 24. april 2013 var ca. 3,2 cm, og i hvert fald over 3 cm og under 4 cm, svarende til en T2a tumor.
• Den 5-årige overlevelse for fuldt udredte patienter med lungecancer i stadium IB var 35%, og i stadium IIA var 32% ifølge Dansk Lungecancer Registers rapport fra 2015.
• Afdødes lungecancer var mindst stadium IB.

Retten konkluderede, at afdøde allerede i april 2013 led af alvorlig lungecancer, som med overvejende sandsynlighed var uhelbredelig, og i hvert fald i stadium IB eller snarere i stadium IIA, med 5-årige overlevelsesprocenter på henholdsvis 35% og 32%.

Retten fandt, at sagsøgernes argument om bevislempelse, baseret på at tumorens størrelse og sygdommens stadium i 2013 ikke kunne fastlægges præcist på grund af patientskaden, ikke kunne føre til en anden vurdering efter Retslægerådets udtalelser.

Retten fandt herefter, at sagsøgerne ikke havde godtgjort, at afdødes kræftsygdom blev uhelbredelig som følge af den forsinkede diagnosticering. Retten var enig med Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse.

Retten var endvidere enig i, at der ikke var grundlag for at tilkende godtgørelse for svie og smerte, da afdøde under alle omstændigheder ville have gennemgået et længere sygeforløb.

Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.

Sagsomkostninger

Sagsøger 1 og Sagsøger 2 blev pålagt in solidum at betale sagens omkostninger til Ankenævnet for Patienterstatningen med 50.000 kr. inden 14 dage. Beløbet forrentes efter Renteloven § 8 a. Retten fastsatte beløbet under hensyntagen til sagens værdi, karakter og forløb.