Højesteret stadfæster dom om udmåling af godtgørelse i fleksjob

Sagen omhandlede spørgsmålet om udmåling af godtgørelse for afskedigelse i strid med Forskelsbehandlingsloven for en fleksjobansat. Appellant, der var ansat i et fleksjob efter den nye ordning (påbegyndt efter 1. januar 2013), blev afskediget, og det var ubestridt, at afskedigelsen var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling.

Sagens Kerne

Det centrale spørgsmål var, om godtgørelsen efter Forskelsbehandlingsloven § 7, stk. 1 skulle udmåles med udgangspunkt alene i den løn, som virksomheden udbetalte til Appellant, eller med tillæg af det fleksløntilskud, som kommunen udbetalte direkte til hende. Desuden blev det vurderet, om en forskel i godtgørelsesudmålingen mellem fleksjobansatte på den gamle og den nye ordning udgjorde ulovlig forskelsbehandling.

Fleksjobordningerne

Sagen tog udgangspunkt i to forskellige fleksjobordninger:

• Gammel ordning (før 1. januar 2013): Arbejdsgiveren betaler løn svarende til fuldtidsansat, og kommunen yder tilskud til arbejdsgiveren.
• Ny ordning (fra 1. januar 2013): Arbejdsgiveren betaler kun for den reelt ydede arbejdsindsats, mens den fleksjobansatte modtager et fleksløntilskud direkte fra kommunen. Denne ordning blev indført ved lov nr. 1380 af 23. december 2012 om ændring af Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Parternes Anbringender

Appellant (HK Danmark) anførte:

• Godtgørelsen skulle udmåles på baggrund af den samlede indtægt (løn fra arbejdsgiver + fleksløntilskud fra kommune).
• Det var ikke hensigten med den nye fleksjobordning, at godtgørelsen skulle være lavere end for ansatte på den gamle ordning.
• Landsrettens udmåling var i strid med EU-retten, herunder Rådets direktiv 2000/78/EF (Beskæftigelsesdirektivet), da den udgjorde direkte eller indirekte forskelsbehandling, som ikke var objektivt begrundet eller proportional. Dette med henvisning til EU-Domstolens dom i sag C-16/19 (VL), der fastslår, at forbuddet mod forskelsbehandling også gælder mellem forskellige grupper af handicappede.
• En godtgørelse under 100.000 kr. ville ikke have en tilstrækkelig afskrækkende effekt.

Appelindstævnte ApS 1 anførte:

• Godtgørelsen skulle udmåles på baggrund af den faktiske løn udbetalt af arbejdsgiveren, i overensstemmelse med gældende retspraksis.
• Forskellen i udmåling mellem de to fleksjobordninger var tilsigtet og i overensstemmelse med formålet med lovændringen.
• En udmåling baseret på den faktiske lønudgift var i overensstemmelse med EU-retten og effektivitetsprincippet.
• Inkludering af fleksløntilskuddet ville pålægge arbejdsgivere en uforholdsmæssig stor økonomisk byrde, der kunne afholde dem fra at ansætte fleksjobansatte, hvilket ville stride mod formålet med reformen.

Højesterets Begrundelse

Højesteret fastholdt, at godtgørelse efter Forskelsbehandlingsloven § 7, stk. 1 (ligesom efter Ligebehandlingsloven § 9) udmåles med udgangspunkt i den løn, som den ansatte modtager fra arbejdsgiveren. En fravigelse af denne praksis for den nye fleksjobordning ville kræve klare holdepunkter i lovgivningen, hvilket Højesteret ikke fandt.

Om forskelsbehandling mellem ordningerne:

• Højesteret fandt, at forskellen i udmålingen af godtgørelsen mellem de to fleksjobordninger ikke udgjorde direkte forskelsbehandling, da den ikke var baseret på fleksjobansattes handicap eller uadskilleligt forbundet hermed. Desuden var situationerne ikke sammenlignelige.
• Der blev heller ikke fundet indirekte forskelsbehandling, da forskellen var objektivt begrundet i et sagligt formål (at gøre det mere attraktivt for arbejdsgivere at ansætte medarbejdere med nedsat arbejdsevne), og midlerne var hensigtsmæssige og nødvendige.

Fastsættelse af godtgørelsen:

• Højesteret tiltrådte, at godtgørelsen skulle fastsættes svarende til 9 måneders løn, idet der ikke var grundlag for at forhøje godtgørelsen ud fra Beskæftigelsesdirektivets artikel 17 om, at sanktioner skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom, hvilket indebar, at godtgørelsen til Appellant for afskedigelse i strid med Forskelsbehandlingsloven § 7, stk. 1 skulle udmåles med udgangspunkt alene i den løn, som virksomheden udbetalte til Appellant, og ikke med tillæg af det kommunale fleksløntilskud.

Afgørelsens Konsekvenser

• Appelindstævnte ApS 1 skal betale 66.278,34 kr. med procesrente fra den 28. marts 2020 til Appellant.
• HK Danmark som mandatar for Appellant skal betale 40.000 kr. i sagsomkostninger for Højesteret til Appelindstævnte ApS 1.
• De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter dommens afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.