Afgørelse om forskelsbehandling ved afskedigelse af fleksjobansat

Baggrund for Sagen

En fleksjobansat medarbejder (Appellant) blev afskediget af sin arbejdsgiver (Appelindstævnte ApS).

Appellant, der var ansat i et fleksjob under den "nye ordning" (efter 1. januar 2013), modtog løn fra arbejdsgiveren for de faktiske arbejdstimer samt et fleksløntilskud fra kommunen. Efter 14 dages ansættelse blev hendes ugentlige arbejdstid nedsat fra 5 til 2,5 timer.

Afskedigelsen blev begrundet med en omstrukturering og for høje lønudgifter. HK Danmark, som mandatar for Appellant, anlagde sag med påstand om, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven, og at der skulle udmåles en godtgørelse.

Byrettens Afgørelse

Retten i Glostrup afsagde dom den 3. november 2020, hvor den fandt, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven og udmålte en godtgørelse på 30.000 kr.

Ankesagens Forløb

Sagen blev anket til Østre Landsret. Hovedspørgsmålene i ankesagen var, om afskedigelsen var diskriminerende, og i så fald, hvordan godtgørelsen skulle udmåles – herunder om kommunale fleksløntilskud skulle medregnes i beregningsgrundlaget.

Derudover skulle det vurderes, om en forskel i godtgørelse mellem fleksjobbere ansat før og efter 1. januar 2013 udgjorde forskelsbehandling. Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening biintervenierede i sagen.

Landsrettens Begrundelse for Afskedigelsen

Landsretten tiltrådte byrettens vurdering af, at Appellant havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode forskelsbehandling i strid med Forskelsbehandlingsloven.

Appelindstævnte ApS havde ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket, jf. Forskelsbehandlingsloven § 7a. Retten lagde vægt på, at Appelindstævnte ApS ikke havde godtgjort, at de havde truffet hensigtsmæssige foranstaltninger for at undgå afskedigelsen, jf. Forskelsbehandlingsloven § 2a.

Det blev bemærket, at Appelindstævnte ApS kunne have ansat en anden medarbejder (Person 3) til færre timer end de visiterede 30 timer ugentligt, eller have nedsat arbejdstiden for andre medarbejdere. Landsretten fandt derfor, at Appelindstævnte ApS skulle betale en godtgørelse til Appellant, jf. Forskelsbehandlingsloven § 7, stk. 1.

Udmåling af Godtgørelse

Landsretten fastslog, at godtgørelsen som udgangspunkt skal udmåles i forhold til den løn, der faktisk udbetales af arbejdsgiveren, og at der ikke er grundlag for at medregne den overenskomstmæssige løn for en fuldtidsansat.

Det blev også fastslået, at kommunale fleksløntilskud ikke skal medregnes i godtgørelsesberegningen, da dette er i overensstemmelse med hidtidig retspraksis og formålet med fleksjobreformen.

Landsretten fandt, at forskellen i godtgørelse mellem fleksjobbere ansat før og efter 1. januar 2013 ikke udgør forskelsbehandling i strid med Forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende Rådets direktiv 2000/78/EF.

Dog bemærkede landsretten, at godtgørelsen skal udmåles skønsmæssigt og ikke udelukkende ud fra den arbejdsgiverbetalte løn, da denne var så lav, at godtgørelsen ellers ikke ville have tilstrækkelig afskrækkende virkning, jf. Rådets direktiv 2000/78/EF artikel 17 og EU-Domstolens praksis (C-14/83, Colson).

På baggrund af krænkelsens karakter, Appellants anciennitet, faktiske timeantal og det lovede timeantal, tiltrådte landsretten byrettens fastsættelse af godtgørelsen til 30.000 kr. med tillæg af procesrente.

Sagsomkostninger

HK Danmark fik medhold i spørgsmålet om forskelsbehandling, men ikke i det principielle spørgsmål om godtgørelsens størrelse eller anmodningen om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.

HK Danmark blev pålagt at betale delvise sagsomkostninger på 50.000 kr. til Dansk Erhverv til dækning af advokatbistand, forrentet efter Renteloven § 8a.

Afgørelse

Byrettens dom blev stadfæstet.