Prøveløsladelse af livstidsdømt – krav om udslusningsforløb

Denne sag omhandler prøvelse af Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelse af 3. juli 2009, hvorved Direktoratet afviste Domfældtes ansøgning om prøveløsladelse.

Sagens Baggrund

Domfældte blev ved Østre Landsrets dom af 25. oktober 1996 idømt fængsel på livstid for overtrædelse af Straffeloven § 237. Dommen blev stadfæstet af Højesteret den 4. juni 1997. På tidspunktet for Direktoratets afgørelse havde Domfældte udstået 14 år af straffen.

Sagen blev indbragt for retten den 30. juli 2009 i medfør af Straffuldbyrdelsesloven § 112, nr. 6. En mundtlig forhandling fandt sted den 25. august 2009, jf. Straffuldbyrdelsesloven § 116, stk. 1.

Parternes Påstande

• Domfældte nedlagde påstand om, at hun skulle prøveløslades senest fra den 28. august 2009.
• Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen (herefter Direktoratet) påstod principalt stadfæstelse af afgørelsen af 3. juli 2009 og subsidiært hjemvisning med henblik på fastsættelse af vilkår.

Direktoratets Begrundelse for Afslag

Direktoratet afviste prøveløsladelse med henvisning til Straffeloven § 41, stk. 1. Begrundelsen var, at det blev anset for utilrådeligt at prøveløslade Domfældte på daværende tidspunkt. Direktoratet lagde vægt på:

• Domfældte udstod straf for en meget alvorlig personfarlig forbrydelse.
• Domfældte havde ikke gennemført et udslusningsforløb i fuldt omfang, hvilket ifølge praksis er en hovedregel for prøveløsladelse af langtidsindsatte.
• Hensynet til retshåndhævelsen, jf. Straffuldbyrdelsesloven § 46, stk. 1, nr. 3, krævede, at livstidsdømte gennemførte et meget langt udslusningsforløb.

Domfældtes Afsoningsforløb og Argumenter

• Fængslets oplysninger: Domfældte var velfungerende, havde et godt forhold til indsatte og ansatte, ingen misbrug eller disciplinære forhold. Hun havde siden januar 2009 afviklet regelmæssig weekendudgang og forud herfor et langt og stabilt uledsaget udgangsforløb uden problemer.
• Psykiatrisk vurdering: En psykiatrisk erklæring fra marts 2005, forelagt Retslægerådet, konkluderede, at der ikke var tegn på væsentlig eller nærliggende risiko for personfarlig adfærd ved uledsaget udgang.
• Arbejde og helbred: Domfældte havde arbejdet som kirketjener. Fængselslægen havde i august 2008 noteret tiltagende stresssymptomer og mistanke om hjertesygdom, anbefalende ændring af afsoningsforholdene.
• Udgangsforløb: Domfældte forklarede om et gradvist forløb med ledsagede udgange, uledsagede udgange og senere orlov. Hun påbegyndte uledsagede udgange i september 2005 og overgik til almindelig weekendudgang i juni 2007.
• Offentlighedens kendskab: Domfældtes ægteskab blev kendt i offentligheden, hvilket medførte problemer for hendes ægtefælle. Domfældte havde dog aldrig udtalt sig til pressen.
• Domfældtes påstand: Advokaten gjorde gældende, at udgangspunktet for livstidsdømte var prøveløsladelse efter 14 års frihedsberøvelse, og at der ikke var forhold, der skulle fravige dette. De psykiatriske erklæringer bekræftede, at Domfældte ikke var personfarlig. Det problemfrie afsoningsforløb og udsigten til bolig og arbejde talte for prøveløsladelse. Eventuelle forsinkelser i udslusningsforløbet skyldtes Direktoratet.

Rettens Begrundelse og Afgørelse

Retten lagde til grund, at Domfældte havde haft et problemfrit afsoningsforløb og uden problemer havde administreret de tildelte udgange, herunder mange uledsagede udgange.

Det fremgik, at Domfældte fortsat afsonede i lukket fængsel, men var indstillet til overførsel til åbent fængsel ifølge Statsfængslet Østjyllands indstilling af 19. juni 2009.

Da Domfældte afsonede livstidsstraf for grov personfarlig kriminalitet, fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte Direktoratets vurdering af, at prøveløsladelse først kunne finde sted efter gennemførsel af et længerevarende udslusningsforløb, der blandt andet indeholdt overførsel til åbent fængsel eller pension. På dette grundlag fandt retten heller ikke grundlag for at tilsidesætte Direktoratets vurdering af, at det den 3. juli 2009 var utilrådeligt at prøveløslade Domfældte, jf. Straffeloven § 41, stk. 2.

Afgørelse:

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens, afgørelse af 3. juli 2009 stadfæstes.

Statskassen betaler sagens omkostninger.