Dom om regreskrav efter voldeligt overfald og PTSD

Sagen omhandler en ankesag, hvor Nordjyllands Politi har et regreskrav mod appellanten, Part A, vedrørende erstatnings- og godtgørelsesbeløb udbetalt til en forurettet person (Vidne 1) efter et voldeligt overfald.

Baggrund for Sagen

Den 17. marts 2012 slog Part A den forurettede (Vidne 1) flere gange i hovedet med en ølflaske. Som følge heraf har Staten, i henhold til Offererstatningsloven § 1, udbetalt erstatning og godtgørelse til Vidne 1. Staten indtræder herefter i Vidne 1's krav mod Part A efter Offererstatningsloven § 17.

Byretten i Viborg afsagde dom i sagen den 24. november 2016, hvorefter sagen blev anket til Vestre Landsret.

Påstande for Landsretten

• Appellanten (Part A) gentog sin påstand om frifindelse.
• Indstævnte (Nordjyllands Politi) nedlagde påstand om, at appellanten skulle tilpligtes at betale 274.528,74 kr. med procesrente. Dette beløb var opgjort som følger:

Sagens Centrale Spørgsmål

Det primære spørgsmål var, om Vidne 1 som følge af volden var påført en personskade, der berettigede til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, udgifter til medicin og psykologbehandling samt godtgørelse for svie og smerte og varigt men.

Medicinske Vurderinger og Årsagssammenhæng

Flere speciallæger i psykiatri afgav forklaringer og vurderinger:

• Vidne 5 (speciallæge i psykiatri) vurderede, at traumet beskrevet af Vidne 1 var tilstrækkeligt til at udløse en PTSD-diagnose. Hun fastholdt, at et voldeligt overfald med en flaske som våben kan udløse PTSD, selvom Vidne 1 måtte have været beruset eller selv have opsøgt konflikten. Hun mente, at Vidne 1's symptombillede passede med angst og ikke var en følge af narkotikamisbrug eller omsorgssvigt.

• Vidne 6 (speciallæge i psykiatri) vurderede, at diagnosen PTSD ikke var sandsynlig, da den kræver et traume af mere alvorlig karakter. Han havde ikke selv undersøgt Vidne 1 og baserede sin vurdering på sagens akter. Han mente, at Vidne 1's opvækst og misbrug kunne have gjort ham mere sårbar, men at angsten i 2012 ikke kunne være en følge af misbrug, der var ophørt i 2007.

• Arbejdsskadestyrelsen havde i en vejledende udtalelse af 23. december 2015 lagt til grund, at Vidne 1 havde psykiske gener i form af en posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), og at dette havde medført et varigt men på 20 %.

Landsretten fandt, at Arbejdsskadestyrelsens vurdering af mengraden og årsagssammenhængen ikke kunne tilsidesættes. Det blev tiltrådt, at det var mere sandsynligt, at Vidne 1 ikke ville have udviklet PTSD uden overfaldet.

Tabt Arbejdsfortjeneste og Egen Skyld

Landsretten lagde til grund, at Vidne 1 indtil overfaldet var i stand til at arbejde på fuld tid, men ikke kunne arbejde fuld tid i perioden 1. april 2012 til 30. november 2014. Beregningen af tabt arbejdsfortjeneste skulle tage udgangspunkt i den indtægt, Vidne 1 ville have tjent i overensstemmelse med arbejdsgivererklæringen, dog med hensyntagen til sæsonledighed, som Erstatningsnævnet havde anført.

Appellanten havde for landsretten frafaldet anbringendet om nedsættelse efter Erstatningsansvarsloven § 24. Landsretten fandt desuden, at det forhold, at Vidne 1 selv på en muligt provokerende måde rettede henvendelse til Part A, ikke betød, at kravet skulle bortfalde eller nedsættes på grund af egen skyld.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten stadfæstede byrettens dom og tog Nordjyllands Politis påstand til følge. Dette indebærer følgende:

• Part A skal til Nordjyllands Politi betale 274.528,74 kr. med procesrente af:

  • 13.533,40 kr. fra den 2. juni 2013
  • 37.629,20 kr. fra den 13. august 2015
  • 52.703,29 kr. fra den 27. januar 2016
  • 168.300,00 kr. fra den 7. juli 2016

• Part A skal i sagsomkostninger for begge retter betale 50.000 kr. til Nordjyllands Politi. Beløbet dækker advokatudgifter (inklusive moms), mens parterne selv afholder egne udgifter til bevisførelse og retsafgift.

Det idømte beløb skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne forrentes efter Renteloven § 8 a.