Sag om afslag på EU-opholdskort grundet manglende tidsmæssig sammenhæng med unionsborgers tilbagevenden

Sagen angår prøvelse af Udlændingestyrelsens afgørelse af 3. juni 2016, hvorefter sagsøgeren, en mindreårig tyrkisk statsborger, ikke var omfattet af EU-reglerne som familiemedlem til en dansk statsborger, der vendte tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU-land.

Sagens Baggrund

Sagsøgeren (Part 1), en mindreårig tyrkisk statsborger, ansøgte den 17. juli 2015 om et EU-opholdskort som familiemedlem til sin fars ægtefælle (Part 2), der er dansk statsborger. Part 2 havde opholdt sig i Sverige fra december 2012 til oktober 2014 og udøvet sin ret til fri bevægelighed. Sagsøgeren havde besøgt og opholdt sig hos sin far og Part 2 i Sverige i perioder i 2013 og 2014. Part 2 vendte tilbage til Danmark den 24. oktober 2014, mens sagsøgeren indrejste i Danmark den 25. juni 2015.

Ansøgning og Afslag

Sagsøgerens mor, der havde den fulde forældremyndighed, gav først samtykke til sagsøgerens ophold i Danmark den 15. juli 2015. Den 9. marts 2016 meddelte Statsforvaltningen afslag på ansøgningen om ophold i Danmark efter EU-reglerne. Begrundelsen var, at ansøgningen ikke var indgivet i "naturlig forlængelse" af Part 2's tilbagevenden til Danmark, idet der var forløbet henholdsvis 8 måneder (til indrejse) og 9 måneder (til ansøgning).

Klage og Stadfæstelse

Afslaget blev påklaget til Udlændingestyrelsen, som den 3. juni 2016 stadfæstede Statsforvaltningens afgørelse. Udlændingestyrelsen lagde vægt på den tidsmæssige forskel og fandt ikke, at der forelå særlige arbejds-, uddannelses- eller helbredsmæssige grunde, der kunne begrunde forsinkelsen. Det var Udlændingestyrelsens opfattelse, at en afledt opholdsret fortabes, hvis familiemedlemmet ikke indrejser eller ansøger i naturlig forlængelse af unionsborgerens tilbagevenden, da situationen i så fald anses for rent intern.

Præjudiciel Forelæggelse for EU-Domstolen

Sagen blev anlagt ved Københavns Byret og henvist til Østre Landsret i medfør af Retsplejeloven § 226, stk. 1. Østre Landsret besluttede den 21. april 2017 at forelægge et præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen i henhold til Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 267, stk. 2. Spørgsmålet vedrørte, om Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 21, stk. 1, jf. analog anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF ("Opholdsdirektivet"), er til hinder for, at en medlemsstat nægter en tredjelandsstatsborger afledt opholdsret, hvis familiemedlemmet ikke indrejser eller ansøger om opholdsret i "naturlig forlængelse" af unionsborgerens tilbagevenden.

EU-Domstolens Afgørelse (Altiner-dommen)

EU-Domstolen afsagde dom den 27. juni 2018 (sag C-230/17, Altiner). Domstolen fastslog, at Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 21, stk. 1 ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der nægter afledt opholdsret, hvis familiemedlemmet ikke indrejser eller ansøger i "naturlig forlængelse" af unionsborgerens tilbagevenden. Dette gælder dog kun, så længe en sådan lovgivning forudsætter, at der inden for rammerne af en samlet vurdering tages hensyn til andre relevante forhold, især dem der kan godtgøre, at det i værtsmedlemsstaten opbyggede og konsoliderede familieliv ikke er ophørt. Domstolen understregede, at den tidsmæssige forskydning er en relevant indikator, men ikke i sig selv afgørende.

Landsrettens Vurdering

Landsretten bemærkede, at EU-Domstolen i dommen C-230/17 (Altiner-dommen) har besvaret det præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 21, stk. 1. Det fremgår af dommen, at en medlemsstat har ret til at efterprøve, om det familieliv, der er opbygget eller konsolideret i værtsmedlemsstaten, er blevet afbrudt inden tredjelandsborgerens indrejse i den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger.

Ved denne vurdering er Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 21, stk. 1 ikke til hinder for, at en tredjelandsstatsborger nægtes afledt opholdsret, hvis familiemedlemmet ikke er indrejst eller har indgivet ansøgning om opholdskort i "naturlig forlængelse" af unionsborgerens tilbagevenden. Dette forudsætter dog en samlet vurdering, der også tager hensyn til andre relevante forhold, især dem der kan godtgøre, at det i værtsmedlemsstaten opbyggede og konsoliderede familieliv ikke er ophørt.

Landsretten fandt, at Udlændingestyrelsens afgørelse af 3. juni 2016 indeholdt en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger ved ansøgningstidspunktet. Denne vurdering omfattede den tidsmæssige forskel på 9 måneder mellem den danske statsborgers tilbagevenden og ansøgningen om EU-opholdskort, samt den tidsmæssige forskel på 8 måneder mellem tilbagevenden og indrejsen. Heri indgik også oplysninger om drøftelserne med sagsøgerens mor, der havde den fulde forældremyndighed, om hvorvidt hun ville tillade ophold hos faderen og stedmoderen i Sverige og Danmark.

Udlændingestyrelsen havde endvidere forholdt sig til de argumenter, som sagsøgerens advokat havde fremført, herunder henvisningen til generaladvokatens forslag til afgørelse i sag C-456/12 O og B. Styrelsen vurderede, at beslutningen om at sagsøgeren skulle slutte sig til sin far og stedmor ikke var truffet under udøvelsen af et familieliv i et andet land.

Landsretten lagde til grund, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse inddrog de relevante oplysninger om andre forhold, som kunne godtgøre, at det i Sverige opbyggede og konsoliderede familieliv ikke var ophørt, til trods for den forløbne tidsmæssige forskydning. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som Udlændingestyrelsen foretog ved afvejningen af forholdene.

Landsretten konkluderede, at de forhold, som sagsøgerens stedmor og far havde forklaret, ikke kunne føre til, at det familieliv, som måtte være opstået i Sverige, ikke skulle anses for ophørt på tidspunktet for ansøgningen om EU-opholdskort.

Afgørelse

Udlændingenævnet (tidligere Udlændingestyrelsen) blev frifundet for den nedlagte påstand. Sagsomkostningerne for landsretten blev ophævet, da sagen angår et principielt spørgsmål om fortolkning af EU-retten.