Forlængelse af dagpengeperiode for søfarende efter arbejdsskade

En søfarende matros pådrog sig en arbejdsskade i højre knæ den 25. november 1996. Han havde forudgående været ansat på et dansk skib i cirka fire måneder. Efter skaden var han fortsat fuldt uarbejdsdygtig og var familiens eneforsørger uden anden indtægt end dagpenge fra Søfartsstyrelsen.

Søfartsstyrelsen forlængede oprindeligt dagpengeretten, indtil der forelå en afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen i arbejdsskadesagen. Den 14. januar 1999 traf Søfartsstyrelsen dog afgørelse om, at dagpengeretten ikke kunne forlænges yderligere efter den 11. januar 1999, da Arbejdsskadestyrelsen på denne dato havde truffet afgørelse om ménerstatning.

Den søfarende oplyste i januar 1999, at han fortsat var fuldt uarbejdsdygtig og ventede på en ny operation. Lægeerklæringer dokumenterede, at hans handicap var varigt, og at han var fuldt uarbejdsdygtig efter polske forhold. Det blev oplyst, at Arbejdsskadestyrelsen endnu ikke havde truffet afgørelse om erhvervsevnetab. Søfartsstyrelsen fastholdt sin praksis om, at dagpengeretten kun kunne forlænges, indtil der var truffet afgørelse om ménerstatning.

Ankestyrelsen ændrede Søfartsstyrelsens afgørelse og fastslog, at den søfarende havde ret til yderligere forlængelse af dagpengeperioden efter den 11. januar 1999.

Forlængelsen skulle dog længst gælde, indtil Arbejdsskadestyrelsen havde truffet afgørelse i sagen om erhvervsevnetab. Ankestyrelsen lagde vægt på følgende:

• At der den 11. januar 1999 ikke var truffet afgørelse om erhvervsevnetab.
• At den søfarende fortsat var uarbejdsdygtig.
• At den søfarende var uden anden forsørgelsesgrundlag end dagpenge.

Afgørelsen blev truffet med henvisning til forlængelsesreglen i Barselsloven § 22, stk. 1, nr. 3 og Barselsloven § 40, stk. 1, som analogt fandt anvendelse for søfarende med bopæl uden for EØS-området. Den tidligere Sygedagpengeloven § 27, stk. 1, nr. 5 og Sygedagpengeloven § 2, stk. 3 var også relevante for sagens principielle karakter.