Sag om forældelse af krav efter færdselsuheld

Sagen drejer sig om en forsikringstager, der har en ulykkesforsikring i Skandia, og som klager over, at selskabet har anset et anmeldt krav for at være forældet.

Sagens omstændigheder

• Klageren kom til skade ved et færdselsuheld den 20. december 1993.
• Klageren opsøgte læge den 31. januar 1994 og blev henvist til fysioterapi på grund af spændinger i nakke/skulder regionen.
• Klageren anmeldte hændelsen til selskabet den 2. december 1996.
• Selskabet afviste sagen den 10. april 1997 med henvisning til forældelse, jf. Forsikringsaftaleloven § 29.
• Klageren anførte, at han først i 1996 blev klar over, at hans gener stammede fra færdselsskaden, da en kiropraktor diagnosticerede en whip-lash læsion.
• Arbejdsskadestyrelsen vurderede méngraden til 10 procent, jf. Erstatningsansvarsloven § 4, og erhvervsevnetabet til 15 procent, jf. Erstatningsansvarsloven § 5. Stationærtidspunktet blev skønsmæssigt fastsat til 6 måneder efter ulykken.

Parternes argumenter

• Selskabet anførte, at klageren senest i 1994 var bekendt med, at han havde et krav, og at dette krav var forældet. Selskabet henviste til, at klageren i 1994 var sygemeldt og ønskede at stoppe på sit arbejde, ligesom sagen blev anmeldt som en arbejdsskade.
• Klageren anførte, at han først i 1996 blev bekendt med, at der var en årsagssammenhæng mellem hans lidelse og trafikuheldet i 1993.

Ankenævnet fandt, at klagerens forklaring om først i 1996 at være blevet bekendt med årsagssammenhængen mellem lidelsen og trafikuheldet i 1993 ikke kunne tilsidesættes. Nævnet fandt det herefter ikke godtgjort, at klageren på et tidligere tidspunkt havde haft kundskab om, at han havde et krav mod selskabet. Da klagerens krav således ikke var forældet, bestemte nævnet, at selskabet, Skandia, skulle anerkende, at det omtvistede krav ikke var forældet og udbetale klageren den ham tilkommende erstatning med tillæg af renter.