Sag om samvær mellem tvangsbortadopteret barn og biologiske forældre hjemvises

Denne sag omhandler spørgsmålet om fastsættelse af samvær eller anden form for kontakt mellem et tvangsbortadopteret barn og dets biologiske forældre. Sagen er behandlet på skriftligt grundlag, jf. Retsplejeloven § 387.

Sagens Baggrund

Barnet, født i 2018, blev den 31. oktober 2018 anbragt uden for hjemmet med samtykke fra de biologiske forældre. Den 15. januar 2020 blev barnet frigivet til adoption uden de biologiske forældres samtykke. De biologiske forældre, appellanterne, har påstået, at der skal fastsættes samvær med barnet fire gange årligt, subsidiært i mindre omfang, eller anden form for kontakt. De indstævnte, adoptivforældrene, har påstået stadfæstelse af de tidligere domme, der afviste samvær.

Tidligere Instanser

Sagen har tidligere været behandlet af Familieretten i Horsens, som afsagde dom den 1. oktober 2021, og af Vestre Landsret, som afsagde dom den 16. juni 2022. Begge instanser afviste de biologiske forældres anmodning om samvær.

Supplerende Retsgrundlag

Sagen bygger primært på Forældreansvarsloven § 20 a, stk. 1, som fastslår, at der efter anmodning fra barnets oprindelige slægtninge kan fastsættes samvær eller anden form for kontakt med et adopteret barn, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden kontakt med den, der anmoder. Afgørelser skal altid træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. Forældreansvarsloven § 4, 1. pkt.. Forarbejderne til loven understreger en helhedsvurdering af barnets samlede situation på kort og lang sigt, hvor barnets ret til at kende sine rødder indgår. Mulighederne for anden form for kontakt end samvær kan belyses, jf. Forældreansvarsloven § 22.

Desuden indgår praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 (ret til respekt for privat- og familieliv), som lægger vægt på, at adoption ikke fuldstændig må afskære relationen mellem barnet og dets oprindelige slægt. Højesteret har tidligere anført, at der i sager efter Forældreansvarsloven § 20 a skal tilvejebringes et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, eventuelt gennem børnesagkyndige erklæringer, jf. Retsplejeloven § 450 a, 1. pkt..

Parternes Anbringender

Biologiske Forældres Anbringender

De biologiske forældre har anført, at adoptivforældrene ikke har fremlagt oplysninger, der viser, at det er bedst for barnet, at der ikke etableres samvær. De tidligere samvær med plejeforældrene før bortadoptionen er ikke fagligt afdækket. De ønsker "kendesamvær", så barnet kan få kendskab til sine rødder, ikke relationsdannelse. De mener, at praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Højesteret støtter fastsættelse af samvær. En hjemvisning til Familieretten vil forsinke afgørelsen yderligere, hvilket vil være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 6 og 8. Oplysningsgrundlaget for bortadoptionen er forældet.

Adoptivforældres Anbringender

Adoptivforældrene har anført, at det er bedst for barnet, at der ikke fastsættes samvær, da barnet fortsat har brug for ro og stabilitet. Etablering af samvær med de biologiske forældre vil virke forvirrende og uhensigtsmæssigt for barnet, som er tvangsbortadopteret og har brug for at danne nye relationer i adoptivfamilien. De mener, at det beskedne samvær før adoptionen ikke skabte en blivende relation, og at fremtidigt samvær alene vil tilgodese de biologiske forældres behov. De beskrivelser af barnets reaktioner under tidligere samvær understøtter ikke, at samvær skabte en positiv relation. Gennemførelse af samvær er desuden ikke foreneligt med deres ønske om anonymitet og bestemmelsesret over oplysninger om adoptionen.

Højesterets Afgørelse

Højesteret har afgjort, at Familierettens og Landsrettens domme skal ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling i Familieretten. Denne beslutning er truffet, da Højesteret vurderer, at det foreliggende oplysningsgrundlag ikke er tilstrækkeligt til at afvise, at betingelserne for at fastsætte samvær eller anden form for kontakt mellem de biologiske forældre og barnet er opfyldt. Dette inkluderer muligheden for udveksling af fotos eller videooptagelser.

Retten fandt, at de tidligere afgørelser ikke byggede på et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, og at en hjemvisning derfor er nødvendig for at sikre en retfærdig og veloplyst afgørelse i overensstemmelse med både Forældreansvarsloven § 20 a og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for behandlingen i Familieretten, Landsretten og Højesteret til den anden part eller til statskassen.