Command Palette

Search for a command to run...

Tryg-Baltica Forsikring: Afvisning af dækning for rejseafbrydelse ved konstatering af brystkræft hos forsikredes mor

Dato

22. juni 1998

Principiel sag

Nej

Forsikringstype

Rejse

Afgørelse

Klager medhold

Firma navn

Tryg Forsikring

Dokument

Klageren havde en årsrejseforsikring hos Tryg-Baltica Forsikring og klager over, at selskabet afviste at dække hjemrejseudgifter i forbindelse med en rejseafbrydelse.

Sagens omstændigheder

Klageren rejste til England den 20. november 1997 for at arbejde der indtil den 1. juli 1998. Den 4. november 1997 blev klagerens mor undersøgt for en knude i brystet, og lægen mente, at det var en godartet knude, der skulle fjernes. Den 27. november 1997 blev moderen mamograferet, og den 1. december 1997 blev hun undersøgt af en overlæge, som ville fjerne knuden ambulant. Den 12. december 1997 blev knuden fjernet og undersøgt, og det blev konstateret, at den var ondartet. Den 18. december 1997 blev moderens bryst fjernet.

Parternes argumenter

Selskabet afviste dækning, da årsagen til rejseafbrydelsen – moderens kræftsygdom – var opstået og behandlingen iværksat, inden klageren påbegyndte sin rejse. Selskabet anførte, at moderen havde kendt til knuden i ca. 3 måneder, og at en behandling var planlagt.

Klagerens far bestred, at der skete en egentlig henvisning den 4. november 1997, og anførte, at moderen fik besked om, at det var en harmløs lille knude, og at det derfor ikke var nogen hastesag, hvorfor hun først blev undersøgt den 27. november 1997.

Selskabet anførte, at der ved enhver knude er en potentiel risiko for cancer, og at en sådan altid skal fjernes operativt.

Forsikringsbetingelser

Af forsikringsbetingelserne fremgår bl.a., at forsikringen dækker rimelige ekstra rejseudgifter, hvis forsikrede hjemkaldes til Danmark på grund af bl.a. hospitalsindlæggelse som følge af en pludselig opstået alvorlig sygdom blandt forsikredes forældre.

Nævnet finder, at brystkræft må karakteriseres som pludselig opstået alvorlig sygdom. Konstateringen heraf må efter nævnets opfattelse anses som forsikringsbegivenheden, og da denne er indtrådt efter forsikredes afrejse, er klageren berettiget til dækning i henhold til betingelserne om rejseafbrydelse, hvorfor

Selskabet, Tryg-Baltica Forsikring, skal anerkende, at klageren er berettiget til erstatning for rejseafbrydelse i henhold til forsikringsbetingelsernes bestemmelser herom.

Lignende afgørelser