Sag om fortolkning af vedtægtsbestemmelse i en ejerforening

Denne sag omhandler en anke af en byretsdom, hvor spørgsmålet var, om en ejerlejlighedsforenings vedtægter begrænsede anvendelsen af en stue- og kælderejerlejlighed til butiks- eller kontorformål. Appellanterne, der ejer en lejlighed på 1. sal i ejendommen, ønskede, at indstævnte, som ejer stue- og kælderejerlejligheden, skulle anerkende at være bundet af en bestemmelse i ejerforeningens vedtægter, der krævede bestyrelsens tilladelse til anden anvendelse end sædvanligt butiks- eller kontorformål.

Sagens Parter

• Appellanter: Part 1 og Part 2 (ejere af en 1. salslejlighed).
• Indstævnte: Part A ApS (ejer af stue- og kælderejerlejligheden).

Sagens Baggrund

Sagen udspringer af en dom fra Københavns Byret af 19. maj 2011, som appellanterne ankede til Østre Landsret. Appellanterne ønskede en afklaring af, hvorvidt der gælder særlige begrænsninger for indstævntes adgang til at drive restaurant i stueetagen, selvom der ikke var aktuelle planer herom. Det blev oplyst, at indstævnte tidligere havde søgt om dispensation fra lokalplanen til restaurantdrift, men havde fået afslag. Kommunalplan 2010 indeholder dog nu mulighed for sådan indretning.

Appellanternes Påstand

Appellanterne påstod, at indstævnte skulle anerkende at være bundet af § 24 i ejerforeningens vedtægter, som foreskriver, at lejligheder i foreningen ikke uden bestyrelsens tilladelse må anvendes til andet end sædvanligt butiks- eller kontorformål.

Indstævntes Påstand

Indstævnte påstod stadfæstelse af byrettens dom, subsidiært frifindelse.

Landsrettens Begrundelse og Afgørelse

Landsretten fandt, at appellanterne havde en retlig interesse i at få afklaret spørgsmålet om anvendelsesbegrænsninger, især da indstævnte tidligere havde søgt om dispensation til restaurantdrift. Dette blev anset for at have betydning for appellanterne, både som beboere og ved et eventuelt videresalg af deres lejlighed.

Dommens Konklusion

Landsretten bemærkede dog, at den pågældende bestemmelse i § 24, som appellanterne henviste til, ikke var en del af ejerforeningens tinglyste vedtægter. Desuden fandt retten, at appellanternes påstand var uklar og for ubestemt til at kunne danne grundlag for en domstolsprøvelse, da det ikke var angivet, i hvilken egenskab indstævnte skulle anerkendes bundet, og rækkevidden i forhold til de øvrige medlemmer af ejerforeningen var uafklaret. På dette grundlag afviste landsretten sagen og stadfæstede byrettens dom om afvisning.

Sagsomkostninger

Appellanterne blev pålagt at betale sagsomkostninger for landsretten til indstævnte med i alt 10.000 kr. Beløbet skulle betales inden 14 dage efter dommens afsigelse og forrentes efter Renteloven § 8 a.

En berigtigelse af dommen blev foretaget i medfør af Retsplejeloven § 221, stk. 1, vedrørende kommunalplanens mulighed for restaurantdrift.