Sag om forældelse af krav på ulykkesforsikring efter to ulykkestilfælde

Sagen drejer sig om en forsikringstagers klage over Danicas afvisning af at yde forsikringsdækning for en ulykke, der skete den 23. december 1986. Klageren havde en ulykkesforsikring i Danica.

Sagens omstændigheder

• Klageren blev påkørt den 23. december 1986 og rettede krav mod modpartens ansvarsforsikringsselskab, hvor han modtog erstatning for svie og smerte samt tab af arbejdsindtægt.
• I slutattester fra 1987 blev det vurderet, at ulykken næppe ville efterlade blivende følger, selvom der kunne forekomme længerevarende følger som hovedpine, svimmelhed og træthed.
• Klageren anmeldte i oktober 1994 to ulykkestilfælde til Danica, et fra 23. december 1986 og et fra 5. januar 1993.
• Arbejdsskadestyrelsen fastsatte méngraden efter ulykken i 1986 til 10% og efter ulykken i 1993 til 15%.
• Danica afviste kravet for ulykken i 1986 som forældet, da Arbejdsskadestyrelsen fastsatte stationærtidspunktet til 6 måneder efter ulykken, hvilket ifølge selskabet betød, at kravet forfaldt i 1987, jf. Forsikringsaftaleloven § 24, og dermed var forældet efter den 5-årige forældelsesregel i Forsikringsaftaleloven § 29.

Parternes argumenter

• Danica: Kravet er forældet efter både den 5-årige og den 2-årige forældelsesfrist i Forsikringsaftaleloven § 29. Selskabet udbetalte erstatning svarende til en méngrad på 18% for ulykken den 5/1 1993.
• Klagerens advokat: Klageren havde ingen gener af betydning i 1987, og der blev ikke fastsat et varigt mén. Derfor var der intet krav at anmelde. Invaliditeten er først indtruffet efter ulykken den 5. januar 1993 og er derfor ikke forældet. Advokaten anførte desuden, at Danica var afskåret fra at påberåbe sig den 2-årige forældelsesfrist, da de først gjorde det mere end 2 år efter anmeldelsen.

Nævnet fandt, at selskabet var afskåret fra at påberåbe sig den 2-årige forældelsesfrist i Forsikringsaftaleloven § 29 på grund af passivitet, da selskabet først påberåbte sig denne frist mere end 2 år efter anmeldelsen.

Nævnets flertal udtalte, at kravet efter ulykken den 23/12 1986 var forældet efter den 5-årige forældelsesfrist i Forsikringsaftaleloven § 29. Flertallet henviste til, at stationærtidspunktet var fastsat til 6 måneder efter ulykken, og at en bedømmelse af forsikringsbegivenheden derfor kunne være foretaget på dette tidspunkt. Forsikringsaftaleloven § 24 omfatter også tilfælde, hvor bedømmelsen ikke fører til udbetaling af erstatning.

Der var ikke grundlag for at pålægge selskabet at dække klagerens udgifter til advokatbistand.

Klagen blev ikke taget til følge.