Afgørelse i injuriesag om mortifikation af udtalelse i bog

Denne sag omhandler en injuriesag anlagt af sagsøger mod sagsøgte 1 og forlaget Gyldendal A/S. Sagen drejer sig om en udtalelse i en bog fra 2014, skrevet af sagsøgte 1 og udgivet af Gyldendal, hvori det hævdes, at sagsøger "var skyld i, at flere østtyske borgere havnede i østtyske fængsler".

Sagsøgers påstande

Sagsøger nedlagde påstand om, at udtalelsen skulle mortificeres som retsstridig, at de sagsøgte skulle straffes, og at de skulle dømmes til at betale erstatning samt afholde omkostningerne ved offentliggørelse af dommen.

De sagsøgtes påstande og argumenter

Begge sagsøgte påstod sagen afvist. Deres primære argumenter for afvisning var:

• Retskraft (Ne bis in idem): Det blev anført, at spørgsmålet om udsagnets rigtighed allerede var afgjort af Landsretten og Højesteret i tidligere sager (bl.a. UfR 2003.71H og U 2004.6980), og at sagsøger derfor ikke på ny kunne anlægge sag om samme emne.
• Manglende retlig interesse: Sagsøgte 1 argumenterede for, at sagsøger, med sin historik, ikke havde en retlig interesse i at få fastslået, at udsagnet krænkede hans ære, da udsagnene var korrekte og veldokumenterede.
• Sagsøgers vandel: Subsidiært blev det anført, at sagsøger med sin personlige vandel ikke kunne påberåbe sig beskyttelse mod ærekrænkelser i henhold til straffeloven.

Sagsøgers modargumenter

Sagsøger bestred afvisningspåstanden med følgende argumenter:

• Forskellig formulering: Den aktuelle udtalelse "var skyld i" blev anset for at være en skærpelse i forhold til tidligere sagers "medvirkende til", hvilket ændrede sagens identitet.
• Forskellig partskreds og rolle: I modsætning til tidligere sager, hvor krænkeren var journalist, var sagsøgte 1 i nærværende sag en videnskabsmand, og Gyldendal et forlag, der udgav et forskningsresultat. Dette betød, at bedømmelsesnormen for ytringsfrihed ikke var den samme som for pressen, hvor der er et større spillerum for overdrivelse og provokation. Sagsøger mente, at der for videnskabsmænd gælder en strengere ansvarsnorm.
• Mortifikation uden ærekrænkelse: Sagsøger påpegede, at mortifikation efter dansk rets almindelige adgang ikke nødvendigvis kræver, at nogens ære er krænket, men kan anvendes på urigtige og skadegørende udtalelser, der er ubeføjede.
• Sagsøgers retshistorik: Sagsøger afviste påstanden om, at han altid tabte sager, og henviste til tidligere vundne sager, herunder en sag hvor Ekstra Bladets ansvarshavende redaktør blev dømt for bagvaskelse i henhold til Straffeloven § 268.
• Fri proces: Det blev bemærket, at Procesbevillingsnævnet havde givet afslag på fri proces ud fra særlige regler om tilbageholdenhed i injuriesager, jf. Retsplejeloven § 328, stk. 4, men ikke ud fra regler om retskraft.

Rettens begrundelse

Retten gennemgik tidligere domme, herunder Østre Landsrets dom af 19. november 2003 (U 2004.6980), som behandlede lignende mortifikationspåstande. Landsretten havde dengang lagt til grund, at Stasis efterforskning førte til arrestationer, og at sagsøger havde bistået Stasi. Landsretten fandt ikke, at det udgjorde en retsstridig krænkelse af sagsøgers ære, at det blev anført, at han medvirkede til, at DDR-borgere havnede i fængsler.

Retten bemærkede, at domstolene tidligere havde taget stilling til udsagn om, at sagsøger "medvirkede til" fængslinger, og at det ikke førte til et andet resultat, at den nuværende sag omhandlede, at sagsøger "var skyld i" fængslinger.

Sagen afvises.