Afgørelse om tidsbegrænsning af efterværn

En ung borger, der havde været anbragt i plejefamilie siden fødslen, stod over for at fylde 18 år. Borgeren, der led af Tourettes Syndrom og en nyresygdom, og som trivedes fagligt og socialt på handelsskole, søgte om efterværn. Kommunen bevilligede efterværn i plejefamilien for en tidsbegrænset periode på et år (fra 1. juli 2010 til 30. juni 2011). Kommunen vurderede, at borgeren på sigt ville kunne flytte i egen bolig, men havde brug for en længere periode i plejefamilien inden udslusning.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse og fandt ikke grundlag for at bevillige efterværn for mere end et år, da borgerens udvikling kunne ændre sig. Borgeren klagede til Ankestyrelsen og argumenterede for, at alle fagpersoner anbefalede efterværn indtil det fyldte 23. år for at sikre ro, tryghed og støtte til at fastholde struktur og arbejde med den psykiske tilstand. Borgeren fremhævede, at en tidsbegrænsning kunne bremse den positive udvikling og at en længere bevilling ville være mere ressource- og økonomisk effektiv.

Ankestyrelsen ændrede afgørelsen fra det sociale nævn og fastslog, at efterværn ikke kan tidsbegrænses inden for perioden frem til det fyldte 23. år.

Ankestyrelsens principielle vurdering

Ankestyrelsen vurderede, at der ikke er hjemmel i loven til at sætte en tidsmæssig begrænsning på efterværn ud over, hvad der følger af lovens ordlyd. Det fremgår af Serviceloven § 76, at tilbud om efterværn skal ophøre, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år.

Ankestyrelsen fandt ingen holdepunkter i lovens forarbejder eller andre grunde, der kunne føre til, at en afgørelse om efterværn kan tidsbegrænses. Kravet om at angive indsatsens forventede varighed i handleplanen ændrer ikke på dette. Kommunens afgørelse om at begrænse efterværnet til et år var derfor forkert.

Ankestyrelsen bad A Kommune om at orientere borgerens aktuelle handlekommune, da det er handlekommunen ved det fyldte 18. år, der har kompetencen til at træffe den egentlige afgørelse om efterværn.