Højesterets kendelse om frihedsberøvelse – krav om tilstrækkelig prøvelse af faktuelt grundlag

Kærende var frihedsberøvet, da han af Integrationsministeriet blev anset for en fare for statens sikkerhed, jf. Udlændingeloven § 45 b, stk. 1, og udvist af Danmark. Frihedsberøvelsen blev løbende forlænget af byretten og landsretten. Kærende blev dog løsladt efter Flygtningenævnets afgørelse om, at han ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til Tunesien eller et land uden beskyttelse mod videresendelse, jf. Udlændingeloven § 31, stk. 1. Flygtningenævnet fastslog dog, at Kærende skulle udrejse straks.

Kærende påstod, at frihedsberøvelsen ikke burde være taget til følge, da det fremlagte materiale var utilstrækkeligt til at vurdere det faktuelle grundlag for farevurderingen og forhindrede passende kontradiktion. Rigspolitichefen påstod stadfæstelse og mente, at en rimelig sandsynliggørelse var tilstrækkelig, og at Politiets Efterretningstjenestes (PET) redegørelser gav tilstrækkelige oplysninger. Højesteret skulle vurdere, om der var fremlagt tilstrækkelige oplysninger med passende adgang til kontradiktion, som krævet efter tidligere Højesterets kendelser og Menneskerettighedskonventionens artikel 5, stk. 4.

Højesterets Begrundelse og Afgørelse

Højesteret henviste til tidligere kendelser, der fastslog, at kontrol af frihedsberøvelsens lovlighed kræver en vis prøvelse af det faktuelle grundlag for afgørelsen om, at en udlænding udgør en fare for statens sikkerhed. Dette kræver en rimelig sandsynliggørelse, hvor myndighederne skal fremlægge fornødne oplysninger med passende adgang til kontradiktion, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 5, stk. 4.

Politiets Efterretningstjenestes (PET) redegørelser af 4. juni 2008 og 4. juli 2008 anførte, at der var tætte forbindelser mellem Kærende og en anden person (Person 1), at Kærende havde en overordnet rolle, og at han var inddraget i aktiviteter, herunder:

• Kærende gav Person 1 penge til bilkøb til rekognosceringer i 2005.
• Kærende forberedte i februar 2007 sammen med Person 1 anskaffelse af en pistol med lyddæmper og håndgranater.
• Kærende skulle stå for indkøbet af en pistol.
• Kærende og Person 1 så selvmordsvideoer i efteråret 2007.
• Person 1 var udpeget til at dræbe en tegner (Person 2).

Højesterets Vurdering af Bevisførelsen

Højesteret fandt, at der ikke var fremlagt tilstrækkelige oplysninger om grundlaget for PET's vurderinger af Kærendes tætte forbindelse til Person 1 og hans overordnede rolle i planerne om at dræbe tegneren Person 2. Der var heller ikke anført noget om, hvordan de øvrige oplysninger om Kærendes aktiviteter var tilvejebragt.

Som følge heraf fandt Højesteret, at oplysningerne om Kærendes aktiviteter og hans forbindelse til Person 1 ikke var tilstrækkeligt belyst. Dette betød, at der ikke i fornødent omfang havde været mulighed for kontradiktion og for at foretage en prøvelse af det faktuelle grundlag for afgørelsen om, at Kærende måtte anses for en fare for statens sikkerhed.

Afgørelse

Højesteret tog Kærendes påstand til følge og bestemte, at påstanden om frihedsberøvelse af Kærende ikke burde være taget til følge ved byrettens og landsrettens kendelser.