Sag om forældelse af krav på ulykkesforsikring efter knæskade

Klageren anmeldte en skade opstået under en fodboldkamp den 18. april 1992, hvor han fik en knæskade. Han blev opereret den 9. oktober 1992, hvor en meniskenskade og en overrevet korsbånd blev konstateret. Klageren anmeldte skaden til Alm. Brand den 31. marts 1995, efter at have set et TV-program om knæskader og erstatninger.

Det fremgår, at klageren i oktober 1992 blev informeret om "ACL-ruptur af ældre dato" og "baghornslæsion i mediale menisk" i forbindelse med en artroskopi. Han var efterfølgende til kontrol i januar og februar 1993.

Alm. Brand afviste at dække skaden, da de mente, at kravet var forældet i henhold til Forsikringsaftaleloven § 29, da klageren blev bekendt med skadens omfang i oktober 1992.

Klageren anførte, at selskabet ved en assurandør og en medarbejder E.S. skulle have accepteret den sene anmeldelse, og at selskabet derfor ikke kunne anse kravet for forældet.

Selskabet afviste at have anerkendt skaden telefonisk og anførte, at de accepterede indsendelsen af anmeldelsen for at kunne indhente lægelige oplysninger.

Ankenævnet bestemte, at Alm. Brand af 1792 skulle anerkende, at klagerens krav ikke var forældet, og skulle realitetsbehandle sagen. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at klagerens eventuelle méngrad for det manglende forreste korsbånd kunne have været fastsat inden udgangen af 1992, hvorfor klageren først i starten af 1993 i forbindelse med kontrolundersøgelserne kunne antages at have fået kundskab om sit krav. Derfor var kravet ikke forældet på tidspunktet for sagens indbringelse for nævnet den 24/10 1995.