Sag om forældelse af krav på ulykkesforsikring efter øjenskade

Klageren havde en ulykkesforsikring i Alm. Brand af 1792 og klagede over selskabets afvisning af at yde forsikringsdækning for en øjenskade. Klageren anmeldte i juli 1994, at hun den 11. juli 1989 havde beskadiget sit venstre øje, da hendes søn havde kastet en plastikbil i hovedet på hende.

Klageren oplyste, at skaden først blev anmeldt nu, da den blev ved med at "springe op". Hun havde været til øjenlæge, som ikke kunne se noget, når skaden var helet. Selskabet indhentede lægelige oplysninger og afviste skaden med henvisning til forældelse, jf. Forsikringsaftaleloven § 29.

Selskabet anførte, at klageren allerede i 1990 fik kundskab om et eventuelt krav, da skaden var over et år gammel og fortsatte med at "springe op", hvorfor forældelsesfristen på to år begyndte at løbe ved udgangen af 1990. Anmeldelsen blev først modtaget i juli 1994.

Klageren oplyste, at hendes øjenlæge mente, at skaden ville forsvinde, og at hun først overvejede at søge erstatning, da skaden syntes at være af tilbagevendende art.

Af en journaludskrift fra Esbjerg sygehus fremgik det, at klageren den 1. december 1992 fik foretaget en øjenundersøgelse, hvor konklusionen var, at der var "helt normal øjenstatus".

Ankenævnet bestemte, at Alm. Brand af 1792 skulle anerkende, at klagerens krav ikke var forældet og behandle sagen i overensstemmelse hermed.

Begrundelse

• Nævnet fandt det godtgjort, at skaden ikke var forældet efter Forsikringsaftaleloven § 29, specielt under hensyn til at klageren i 1992 fik at vide, at hun havde normal øjenstatus.