Kompetence vedrørende mellemkommunal refusion efter kommunesammenlægning

En borger flyttede i august 2004 til et kollegium i daværende E kommune og flyttede folkeregisteradresse i februar 2005. Borgeren viste sig hurtigt ude af stand til at klare sig selv og var indlagt på psykiatrisk hospital i daværende B kommune fra december 2004 til juni 2005, hvorefter borgeren flyttede til et bosted.

I 2005 anmodede E kommune daværende C kommune om mellemkommunal refusion, hvilket C kommune afslog. Det Sociale Ankenævn afviste at behandle E kommunes klage grundet overskridelse af klagefristen.

Efter kommunesammenlægningen i 2007 er E kommune nu en del af A kommune, mens C kommune og B kommune er en del af D kommune. I marts 2009 anmodede A kommune D kommune om refusion for pension og støtte til borgeren tre år tilbage.

D kommune henviste til den tidligere afgørelse fra 2005. A kommune klagede og henviste til passivitet fra daværende C kommune. Det Sociale Nævn afviste at behandle sagen, da de opfattede den som den samme sag, der tidligere var indbragt for Det Sociale Ankenævn.

A kommune gjorde dog opmærksom på, at de mente, at det måtte være daværende B kommune og ikke C kommune, der var refusionspligtig. Da både daværende B kommune og C kommune nu er en del af D kommune, fastholdt Nævnet deres afvisning af at behandle sagen, da de betragtede den som identisk med den tidligere sag, blot med en ændret begrundelse.

Ankestyrelsen har afgjort, at Det Sociale Nævn har kompetence til at behandle sagen om mellemkommunal refusion. Dette betyder, at Det Sociale Nævns afgørelse af 30. oktober 2009 ikke gælder, og sagen er hjemvist til ny behandling.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at en kommune kan rette krav om mellemkommunal refusion mod en anden kommune for et krav, der ikke tidligere er rettet mod den pågældende kommune. Dette gælder, selvom den kommune, som kravet rettes imod, nu er sammenlagt med en anden kommune, som det samme krav tidligere har været rettet mod.

Ankestyrelsen fremhævede, at der ikke tidligere var rettet krav mod daværende B kommune vedrørende den pågældende borger. Der var således ingen rettigheder eller pligter for den nye D kommune at indtræde i i forhold til et krav mod daværende B kommune.

Det ville skabe en uhensigtsmæssig retstilstand, hvis tilfældigheder i kommunesammenlægninger skulle afgøre muligheden for at rette krav mod en 'gammel' kommune. Ankestyrelsen fastslog, at Det Sociale Nævns kompetence til at behandle sagen er i overensstemmelse med Retssikkerhedsloven § 61.