Objektiv forældelsesfrist ved refusionskrav mellem kommuner

En mand, der oprindeligt var født på Grønland, flyttede i 1997 til B Kommune og senere til forskellige forsorgshjem, herunder forsorgshjem Y i A Kommune. A Kommune anmodede først C Kommune om refusion for udgifter til manden, men dette blev afvist af det Sociale Nævn, og Ankestyrelsen afslog at antage sagen principielt.

Efter en vejledende udtalelse fra Socialministeriet rettede A Kommune i august 2002 et refusionskrav mod B Kommune. B Kommune afviste kravet med henvisning til, at den 3-årige forældelsesfrist i Retssikkerhedsloven § 9a, stk. 4 var overskredet.

Det Sociale Nævn fandt, at B Kommune var refusionspligtig, men kun for udgifter efter 27. august 1999, da kravet først blev rejst over for B Kommune på denne dato. A Kommune klagede og argumenterede for, at de havde været i utilregnelig uvidenhed og havde rejst kravet første gang over for C Kommune i august 2000.

Ankestyrelsen tiltrådte det Sociale Nævns afgørelse og fastslog, at A Kommune ikke havde ret til refusion for hjælp ydet til manden før 27. august 1999.

Begrundelsen var, at den 3-årige forældelsesregel i Retssikkerhedsloven § 9a, stk. 4 er objektiv. Dette betyder, at kravet fortabes, når der er gået mere end 3 år fra ydelsen af hjælpen til rejsningen af kravet, uanset årsagen til forsinkelsen.

Ankestyrelsen lagde vægt på lovbemærkningerne til den tidligere bistandslov, som var videreført i retssikkerhedsloven, der fastslog reglens objektive karakter. Fristen løber fra tidspunktet for ydelsen af hjælpen og afbrydes, når det opgjorte krav rejses over for den forpligtede tidligere opholdskommune.

Det blev bemærket, at A Kommunes tidligere bestræbelser på at afklare betalingsspørgsmålet med C Kommune var uden betydning for forældelsesspørgsmålet. Ankestyrelsen vejledte dog, at det opgjorte refusionskrav med afbrydende virkning potentielt kunne rejses over for flere mulige tidligere opholdskommuner i lignende tilfælde.