Hjemvisning af sag om tilbagebetaling af for meget opkrævet servicebetaling for vask på plejehjem grundet fejlagtig fristfastsættelse

Sagen omhandlede en kvinde, der boede på et plejehjem og havde betalt for meget for vaskeydelser. Kommunen havde konstateret, at deres beregning af vaskudgiften var forkert og ikke lovmedholdig, da den oversteg de faktiske udgifter. Dette skete på baggrund af en udtalelse fra Tilsynsrådet.

Kommunen valgte at korrigere fejlen med tilbagevirkende kraft og annoncerede en frist på cirka to måneder for beboere til at søge om tilbagebetaling af for meget opkrævet servicebetaling. Kvinden indgav sin ansøgning om tilbagebetaling efter denne frists udløb.

Kommunen afslog kvindens anmodning med henvisning til, at ansøgningen var indgivet for sent. Afgørelsen blev påklaget til det sociale nævn, som afviste at behandle sagen. Nævnet mente, at der var tale om en afgørelse efter Retssikkerhedsloven § 60, stk. 2, som ikke kunne påklages til nævnet, da den vedrørte en generel takstfastsættelse og ikke en konkret afgørelse for den enkelte borger. Nævnet mente derfor heller ikke, at spørgsmålet om tilbagebetaling eller bortfald af kravet på grund af fristoverskridelse var omfattet af deres kompetence.

Nævnets afgørelse blev herefter påklaget til Ankestyrelsen for at afklare nævnets kompetence til at behandle spørgsmålet om tilbagebetaling og lovligheden af den fastsatte frist.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til det sociale nævn for ny behandling og afgørelse. Dette skulle omfatte en vurdering af lovligheden af den frist, kommunen havde fastsat for anmodninger om tilbagebetaling af for meget opkrævet servicebetaling.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen fastslog, at kommunens afgørelse om afslag på tilbagebetaling var omfattet af den almindelige klageadgang over ydelser efter loven. Dette betød, at nævnet havde kompetence til at tage stilling til:

• Beregningsprincipperne for fastsættelse af servicebetaling.
• Den af kommunen fastsatte frist for anmodning om tilbagebetaling.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunens afgørelse om tilbagebetaling udelukkende vedrørte anvendelsen af beregningsprincipperne og den fastsatte frist, og ikke kommunens serviceniveau. Der var desuden ikke fastsat begrænsninger i klageadgangen i de relevante bekendtgørelser om betaling for ophold på plejehjem. Kommunen havde selv konstateret, at servicebetalingen ikke var fastsat i overensstemmelse med reglerne, og havde valgt at korrigere fejlen med tilbagevirkende kraft.