Afgørelse om fraflytning fra plejecenter efter lukning: Spørgsmål om skriftlighed og forvaltningsretlige krav

En 90-årig kvinde skulle fraflytte sin beskyttede bolig på et plejecenter, da kommunalbestyrelsen i juni 2000 besluttede at lukke flere plejecentre. Beslutningen blev meddelt bebørne via et opslag fra forstanderen dagen efter kommunalbestyrelsens afgørelse, og der blev afholdt et beboermøde.

Det sociale nævn traf afgørelse om, at kvinden skulle fraflytte, forudsat at kommunen tilbød hende en anden rimelig bolig. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens beslutning om lukning, men bemærkede, at en fraflytningsafgørelse burde meddeles skriftligt på grund af dens indgribende karakter. Manglende skriftlighed blev dog ikke anset for at gøre afgørelsen ugyldig i dette tilfælde.

En medlemsforening klagede til Ankestyrelsen, primært med fokus på det forvaltningsretlige spørgsmål om, hvordan afgørelsen var blevet meddelt. Foreningen mente, at afgørelsen om fraflytning var en forvaltningsafgørelse, der krævede skriftlig meddelelse og begrundelse i henhold til forvaltningsloven. De argumenterede for, at tilsidesættelse af skriftlighedskravet burde medføre ugyldighed.

Ankestyrelsen fastslog, at kommunens beslutning om, at kvinden skulle fraflytte plejecentret som følge af nedlæggelsen, var en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Dette medførte, at kommunen var forpligtet til at anvende forvaltningslovens regler i forbindelse med beslutningen.

Krav om skriftlighed og begrundelse

Ankestyrelsen fandt, at afgørelsen skulle have været meddelt kvinden skriftligt. Dette følger af god forvaltningsskik, især når der er tale om en indgribende afgørelse, hvor det er væsentligt, at borgeren får en klar opfattelse af afgørelsens indhold. Selvom der ikke er et direkte krav om skriftlighed i Serviceloven eller Forvaltningsloven, understreges det i Justitsministeriets vejledning til Forvaltningsloven.

• Afgørelsen tilsigtede at fastsætte retstilstanden for kvinden, dvs. at hun mod sin vilje skulle fraflytte plejecentret.
• Flytningen blev vurderet som en indgribende foranstaltning.
• Krav om fraflytning er betegnet som afgørelser i Socialministeriets bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger Bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger § 3, stk. 2.

Kommunens anbringende om, at der var tale om faktisk forvaltningsudøvelse, kunne derfor ikke lægges til grund. En afgørelse skal desuden begrundes i henhold til Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24.

Vurdering af ugyldighed

Ankestyrelsen fandt dog, at den manglende skriftlighed i kvindens tilfælde ikke medførte, at beslutningen var ugyldig. Dette blev begrundet med, at det klart fremgik, at kvinden fik kendskab til flytningen kort efter kommunalbestyrelsens beslutning, og at hun selv opfattede det som en afgørelse, som hun påklagede. Kvinden havde desuden mulighed for at anmode om en skriftlig og begrundet afgørelse i henhold til Forvaltningsloven § 23.

Ankestyrelsen tiltrådte det sociale nævns afgørelse, men med en delvis ændret begrundelse. Det blev vejledende bemærket, at borgeren skal have mulighed for at medvirke i sin sag, jf. Retssikkerhedsloven § 4.