Højesteret nægter udlevering til Rumænien på grund af manglende retssikkerhedsgarantier ved in absentia-dom

En kvinde blev i 2010 idømt 10 års fængsel for bedrageri i Rumænien uden selv at have været til stede under retssagen (in absentia). Straffen blev senere nedsat til 6 år. I 2015 udstedte Rumænien en europæisk arrestordre med henblik på udlevering af kvinden til straffuldbyrdelse.

Sagens forløb i Danmark

Både byretten og Østre Landsret godkendte i 2021 udleveringen. Afgørelserne var baseret på en garanti fra de rumænske myndigheder om, at kvinden efter udlevering ville få ret til en fornyet prøvelse af sin sag. Dette opfyldte betingelserne i den dagældende Rådets rammeafgørelse om den europæiske arrestordre.

Ændret grundlag for sagen

I marts 2022 fik kvinden imidlertid endeligt afslag på at få sin sag genoptaget ved en rumænsk appelret. Dermed bortfaldt garantien om en fornyet prøvelse, hvilket ændrede det juridiske grundlag for udleveringssagen i Danmark.

Sagen blev herefter indbragt for Højesteret, hvor spørgsmålet nu var, om en anden betingelse for udlevering var opfyldt: Nemlig om kvinden i sin tid var bekendt med den berammede retssag og havde givet en forsvarer fuldmagt til at repræsentere sig.

Højesteret fandt, at sagen efter et afslag på genoptagelse i Rumænien ikke længere skulle vurderes ud fra, om tiltalte havde ret til en fornyet prøvelse, men derimod om hun havde været bekendt med den oprindelige retssag og givet en forsvarer fuldmagt.

Højesterets vurdering af retssikkerhedsgarantier

Højesteret fastslog, at vurderingen af de processuelle garantier skulle knyttes til den oprindelige dom fra 2010, hvor skyldsspørgsmålet blev afgjort, og ikke de senere afgørelser om strafnedsættelse.

Manglende bevis for fuldmagt til forsvarer

Retten konstaterede, at tiltalte under den oprindelige retssag i Rumænien var repræsenteret af en beskikket advokat. Det fremgik af en senere rumænsk retsafgørelse, at denne advokat ikke havde haft kommunikation med tiltalte.

På denne baggrund fandt Højesteret det ikke godtgjort, at tiltalte havde givet den beskikkede forsvarer fuldmagt til at forsvare sig. Dermed var betingelserne for udlevering efter Udleveringsloven § 16, stk. 1, nr. 2, ikke opfyldt.

Afgørelse

Højesteret tog tiltaltes principale påstand til følge og nægtede udlevering til Rumænien. Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger.