Afslag på børnefamilieydelse under længerevarende ophold uden for EU/EØS

Forældrene meddelte kommunen, at de forventede at tage ophold uden for EU/EØS fra oktober 2006 og minimum et år frem. Opholdet var finansieret af danske fondsmidler, og familien forblev fuldt skattepligtig i Danmark. Børnene skulle gå i skole i udlandet, og forældrene betalte selv for skolegangen.

Kommunen gav afslag på børnefamilieydelse, hvilket nævnet stadfæstede i februar 2007. Forældrene oplyste senere, at de ville være tilbage i Danmark fra maj 2007. Nævnet fastholdt sin afgørelse med henvisning til de oprindelige oplysninger om opholdets varighed og det faktum, at familien havde været udrejst i mere end 6 måneder.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare anvendelsen af betingelsen om, at barnet skal opholde sig her i landet for at være berettiget til børnefamilieydelse.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var ret til børnefamilieydelse under opholdet uden for EU/EØS. Begrundelsen var, at betingelsen om, at børnene skulle have ophold her i landet, ikke var opfyldt.

Det var ikke tilstrækkeligt for ret til ydelsen, at en af forældrene var fuldt skattepligtig i Danmark. Selvom lovbemærkningerne tidligere har anført, at fuld skattepligt kunne medføre, at barnet blev anset for at opholde sig i Danmark, blev denne praksis ændret i 2003-2004.

Ankestyrelsen fastslog, at:

• Der fortsat er ret til børnefamilieydelse ved korterevarende ophold i udlandet, hvis forældrene fortsat er skattepligtige i Danmark.
• Ved længerevarende ophold i udlandet er betingelsen om barnets ophold her i landet ikke opfyldt, uanset forældrenes skattepligt.

I den konkrete sag blev forældrenes oprindelige oplysning om et ophold på minimum 1 år lagt til grund, hvilket ikke blev anset for et kortvarigt ophold. Den faktiske tilbagevenden efter ca. 8 måneder ændrede ikke ved afgørelsen for den forgangne periode, da også 8 måneders ophold blev betragtet som længerevarende. Dette gjaldt, selvom forældrene havde bevaret ejendom i Danmark og aftaler om børnenes skolegang.

Undtagelsesreglen i Børne- og ungeydelsesloven § 2, stk. 2 kunne ikke anvendes, da børnenes skolegang ikke var et uddannelsesforløb, der specifikt sigtede på at forbedre deres muligheder for at klare sig under fortsat ophold i Danmark. Generel forbedring af kundskaber var ikke tilstrækkeligt. Der var heller ingen relevante EU-regler eller konventioner med det pågældende land, der fraveg opholdsbetingelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte dermed det sociale nævns afgørelse.