LBK nr 603 af 12/05/2025
Skatteministeriet
Børne- og ungeydelsesloven § 2
Retten til børne- og ungeydelsen er betinget af,
-
at den person, der har forældremyndigheden over barnet eller har taget barnet i pleje med henblik på adoption, er fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1,
-
at barnet faktisk opholder sig her i landet, jf. dog stk. 3,
-
at barnet ikke har indgået ægteskab,
-
at barnet ikke er anbragt uden for hjemmet efter barnets lov, ikke sammen med en indehaver af forældremyndigheden er optaget i en døgnforanstaltning efter barnets lov eller i øvrigt forsørges af offentlige midler,
-
at kommunalbestyrelsen ikke for det pågældende kvartal har meddelt Udbetaling Danmark, at en afgørelse om manglende efterlevelse af et forældrepålæg, jf. § 38, stk. 7, i barnets lov, skal have den virkning, at børne- og ungeydelsen ikke skal udbetales,
-
at kommunalbestyrelsen ikke for den pågældende måned har givet meddelelse til Udbetaling Danmark om, at en afgørelse om manglende efterlevelse af pligten til uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet for 15-17-årige, jf. § 2 a, stk. 3, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, skal have den virkning, at ungeydelsen skal standses,
-
at mindst en af de personer, der har forsørgelsespligten over for barnet, har haft bopæl eller beskæftigelse her i riget i mindst 6 år inden for de seneste 10 år forud for den periode, udbetalingen vedrører,
-
at kommunalbestyrelsen ikke for det pågældende kvartal har meddelt Udbetaling Danmark, at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse efter dagtilbudslovens § 12, stk. 2, om standsning af børneydelsen,
-
at kommunalbestyrelsen ikke for det pågældende kvartal har meddelt Udbetaling Danmark, at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse efter dagtilbudslovens § 44 e, stk. 2, om standsning af børneydelsen, og
-
at kommunalbestyrelsen ikke for det pågældende kvartal har meddelt Udbetaling Danmark, at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse efter § 155 c i lov om social service om standsning af børne- og ungeydelsen.
Stk. 2. Er betingelsen i stk. 1, nr. 7, ikke opfyldt, udbetales følgende forholdsmæssige andel af ydelsen, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt:
-
Efter 6 måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år udbetales 8,3 pct. af ydelsen.
-
Efter 12 måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år udbetales 16,7 pct. af ydelsen.
-
Efter 18 måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år udbetales 25 pct. af ydelsen.
-
Efter 24 måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år udbetales 33,3 pct. af ydelsen.
-
Efter 30 måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år udbetales 41,7 pct. af ydelsen.
-
Efter 36 måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år udbetales 50,0 pct. af ydelsen.
-
Efter 42 måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år udbetales 58,3 pct. af ydelsen.
-
Efter 48 måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år udbetales 66,7 pct. af ydelsen.
-
Efter 54 måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år udbetales 75,0 pct. af ydelsen.
-
Efter 60 måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år udbetales 83,3 pct. af ydelsen.
-
Efter 66 måneders bopæl eller beskæftigelse her i riget inden for de seneste 10 år udbetales 91,7 pct. af ydelsen.
Stk. 3. Opholder barnet sig kortvarigt i udlandet, eller opholder barnet sig midlertidigt i udlandet som led i barnets uddannelsesforløb med henblik på at forbedre barnets muligheder for at klare sig under fortsat ophold her i landet, kan der uanset stk. 1, nr. 2, udbetales børne- eller ungeydelse. Hvis et barn er undervisningspligtigt efter folkeskoleloven, finder 1. pkt. ikke anvendelse, hvis der er tale om ulovligt skolefravær.