Dom om terrorisme og udvisning efter drabsforsøg på Muhammed-tegner

Denne sag omhandler en anke til Højesteret vedrørende en dom for forsøg på terrorisme og overtrædelse af våbenloven, samt spørgsmålet om udvisning af tiltalte.

Sagens Baggrund og Forløb

Sagen blev anket til Højesteret efter domme fra Retten i Århus den 4. februar 2011 og Vestre Landsret den 22. juni 2011.

Tiltaltes Påstande og Anbringender

Tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse for overtrædelse af Straffeloven § 114, stk. 1, nr. 1, jf. Straffeloven § 21 (forhold 1), samt om formildelse af straffen og frifindelse for udvisningspåstanden, subsidiært at udvisning gøres betinget.

• Frifindelse for terrorisme: Tiltalte anførte, at landsretten havde anvendt Straffeloven § 114, stk. 1, nr. 1 urigtigt, da bestemmelsen ikke kan omfatte handlinger rettet mod en enkelt person. Han argumenterede for, at handlingen ikke var egnet til at skræmme befolkningen i alvorlig grad eller tilføje Danmark alvorlig skade. Desuden blev det anført, at Straffeloven § 114 er uklar og upræcis, hvilket strider mod legalitetsprincippet i Straffeloven § 1.
• Formildelse af straf: Hvis dømt for terrorisme, skulle straffen være væsentligt lavere, eventuelt en forhøjelse på 1/3 i forhold til det sædvanlige udgangspunkt for drabsforsøg (6 års fængsel).
• Udvisning: Tiltalte påstod frifindelse for udvisning eller subsidiært betinget udvisning. Han anførte, at udvisning ville være særligt belastende og i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, da han havde haft lovligt ophold i Danmark i over 12 år, havde hustru og fire mindreårige børn her, talte perfekt dansk, havde uddannet sig i Danmark og ingen nævneværdige familiemæssige relationer til Somalia. Han udtrykte desuden frygt for sin sikkerhed ved en eventuel udvisning til Somalia eller nærliggende lande som Kenya og Etiopien.

Anklagemyndighedens Påstande og Anbringender

Anklagemyndigheden påstod skærpelse af straffen og stadfæstelse af landsrettens afgørelse om udvisning.

• Skyldig i terrorisme: Anklagemyndigheden fastholdt, at tiltalte med rette var fundet skyldig i overtrædelse af Straffeloven § 114, stk. 1, nr. 1, jf. Straffeloven § 21. Det blev fremført, at bestemmelsen også kan anvendes ved angreb på enkeltpersoner, når betingelserne er opfyldt. Angrebet på Forurettede 1, som reaktion på Muhammed-tegningerne, blev anset for et forsøg på at skræmme befolkningen og destabilisere samfundet samt begrænse ytringsfriheden.
• Strafudmåling og udvisning: Anklagemyndigheden mente, at strafudmålingen skulle skærpes på grund af det særlige terrorisme-forsæt og angrebet på ytringsfriheden. Vedrørende udvisning blev det fremhævet, at tiltalte havde bevaret en ikke uvæsentlig tilknytning til sit hjemland.
• Forhold 4: Anklagemyndigheden gjorde gældende, at forhold 4 rettelig skulle dømmes for overtrædelse af Våbenloven § 10, stk. 2, jf. Våbenloven § 4, stk. 1, og Våbenbekendtgørelsen § 44, stk. 4, jf. Våbenbekendtgørelsen § 15, stk. 1, nr. 9.

Højesterets Afgørelse

Højesteret stadfæstede landsrettens dom og fandt, at tiltalte med rette var dømt for forsøg på terrorisme og overtrædelse af våbenloven, samt at udvisning var berettiget.

Forhold 1: Forsøg på Terrorisme

• Højesteret tiltrådte byrettens og landsrettens afgørelse om, at drabsforsøget på Forurettede 1, som havde tegnet Muhammed-tegninger, skulle anses for et forsøg på at begrænse ytringsfriheden og hindre den offentlige debat. Dette faldt ind under Straffeloven § 114, stk. 1, nr. 1, jf. Straffeloven § 21, som forsøg på terrorisme.
• Retten fandt ikke grundlag for at ændre den af landsretten fastsatte straf på fængsel i 10 år.

Udvisning

• Højesteret vurderede tiltaltes tilknytning til Danmark, herunder hans lange ophold, ægtefælle, fire mindreårige børn, mor og søstre i landet, samt hans danskkundskaber.
• På trods af den nære tilknytning til Danmark fandt Højesteret, at forhold 1 var af en sådan grovhed og karakter, at der ikke forelå forhold, som afgørende talte imod udvisning, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 2.
• Udvisningen blev heller ikke anset for at være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
• Der var ikke grundlag for at gøre udvisningen betinget i medfør af Udlændingeloven § 24 b.
• Højesteret tiltrådte derfor dommens bestemmelse om udvisning af tiltalte med indrejseforbud for bestandig.

Forhold 4: Våbenlovsovertrædelse

• Straffen for forhold 4 blev fastsat i medfør af Våbenloven § 10, stk. 2, jf. Våbenloven § 4, stk. 1, og Våbenbekendtgørelsen § 44, stk. 4, jf. Våbenbekendtgørelsen § 15, stk. 1, nr. 9.

Endelig Afgørelse

• Landsrettens dom blev stadfæstet.
• Tiltalte skulle betale sagens omkostninger for Højesteret.