Afgørelse om merudgifter - tandbehandling som led i nyretransplantation

Sagen omhandler en kvinde med nyresvigt, der afventede nyretransplantation og gik i dialyse flere gange ugentligt. Sygehuset søgte på hendes vegne kommunen om dækning af merudgifter, herunder til særlig tandbehandling. Kvinden havde paradontose og krævede kvartalsvis paradontalbehandling for at undgå infektioner, der kunne forværres betydeligt ved transplantation på grund af svækket immunforsvar. Kommunen afslog ansøgningen, da de samlede merudgifter var under 6.000 kr. årligt, og udgiften til tandbehandling ikke blev anset for en nødvendig merudgift, da den ikke udelukkende var afledt af nyresygdommen. Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og fandt, at udgiften til ekstra tandlægebehandlinger var en nødvendig merudgift, hvorefter sagen blev hjemvist til kommunen for udmåling af hjælp. Kommunen klagede til Ankestyrelsen med den begrundelse, at Serviceloven § 100 ikke indeholdt hjemmel til at yde hjælp til behandlingsudgifter. Sagen blev behandlet principielt for at afklare, om udgifter til forebyggende paradontalbehandling for nyrepatienter, der afventer transplantation, kan bevilges som merudgift efter serviceloven.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke kunne ydes hjælp til dækning af udgifter til tandbehandling efter serviceloven. Begrundelsen var, at servicelovens bestemmelse om hjælp til dækning af merudgifter ikke indeholder hjemmel til at yde hjælp til behandlingsudgifter. Ankestyrelsen lagde vægt på følgende principper og tidligere praksis:

• Sektoransvarlighedsprincippet: Udgifter til behandling henhører under sundhedssektoren.
• Vejledning og praksis: Socialministeriets vejledning om særlig støtte til voksne fastslår, at der ikke kan ydes hjælp til dækning af behandlingsudgifter som en merudgift efter serviceloven. Dette er yderligere understøttet af afgørelsen refereret i SM C-53-06.
• Definition af behandlingsudgifter: Ankestyrelsen vurderede, at udgifter til tandbehandling også falder ind under kategorien behandlingsudgifter.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse og stadfæstede kommunens oprindelige afslag.