Nævnets kompetence ved afslag på ansættelse af personlig plejer efter Serviceloven § 75f

En flygtning, der kom til Danmark for 12 år siden med sin datter, ansøgte kommunen om at få datteren ansat som personlig plejer. Kommunen vurderede, at ansøger havde behov for 22 timers hjælp ugentligt til personlig pleje og praktisk bistand. Kommunen afslog dog at ansætte datteren, da hun ikke havde en sundhedsfaglig uddannelse, hvilket kommunen anså som en betingelse for godkendelse efter Serviceloven dagældende § 75c, stk. 6 (nu § 75f). Kommunen afviste også ansættelse efter Serviceloven § 103a, da plejebehovet ikke svarede til fuldtidsarbejde.

Kommunen tilbød i stedet et kontant tilskud til datteren, hvilket hun afviste, da hun ønskede en ansættelse. Det sociale nævn afviste at behandle klagen med den begrundelse, at der ikke var klagemulighed over kommunens afslag på at ansætte datteren, da det blev anset for et aftalemæssigt forhold. Ansøger klagede herefter til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen fastslog, at det sociale nævn havde kompetence til at behandle klager over kommunens afgørelser om godkendelse af en udpeget person til personlig pleje og praktisk bistand efter Serviceloven § 75f (tidligere § 75c, stk. 6).

Ankestyrelsen lagde vægt på, at Serviceloven Serviceloven § 121 er den generelle klagebestemmelse inden for servicelovens område. Der skal være en udtrykkelig hjemmel for at begrænse klageadgangen, og en sådan indskrænkning fandtes ikke i forbindelse med afgørelser efter Serviceloven Serviceloven § 75f.