Hjælp til MicroLink anlæg bevilget trods tidligere bevilgede hjælpemidler

Sagen omhandlede en 78-årig kvinde med en særdeles stor hørenedsættelse og en skelneevne på 0% på begge ører, hvilket gjorde hende fuldstændig afhængig af mundaflæsning. Hun ansøgte om et MicroLink anlæg, et kommunikationshjælpemiddel, der fungerer som tilbehør til høreapparater og reducerer baggrundsstøj, hvilket Tale- og Høreinstituttet anbefalede efter en afprøvning. Kvinden havde tidligere fået bevilget en konferencemikrofon, som dog ikke var tilstrækkelig, og hun havde et teleslyngeanlæg til radio og TV i hjemmet.

Kommunen og Nævnet afslog ansøgningen med den begrundelse, at kvinden ansås for tilgodeset med eksisterende hjælpemidler, og at MicroLink anlægget ikke i væsentlig grad ville afhjælpe hendes handicap eller lette den daglige tilværelse i hjemmet. Nævnet lagde vægt på, at anlægget primært skulle bruges ved familie- og vennebesøg.

Landsforeningen for Bedre Hørelse klagede til Ankestyrelsen, idet de argumenterede for, at afgørelsen isolerede kvinden og forhindrede hende i at deltage i et aktivt, udadvendt pensionistliv udenfor hjemmet. De fremhævede, at kvinden var et aktivt menneske, der måtte opgive sociale aktiviteter og oplevede foredrag og samtaler som støj, hvilket tvang hende til at slukke sine høreapparater. Et MicroLink anlæg ville i væsentlig grad afhjælpe hendes kommunikationsproblemer og lette hendes daglige tilværelse.

Ankestyrelsen ændrede Nævnets afgørelse og fandt, at den 78-årige kvinde var berettiget til hjælp til anskaffelse af et MicroLink anlæg som et hjælpemiddel i henhold til Serviceloven § 97, stk. 1, nr. 1 og Serviceloven § 97, stk. 1, nr. 2 sammenholdt med § 1, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på en konkret og individuel vurdering, der viste, at MicroLink anlægget i væsentlig grad ville afhjælpe de varige følger af kvindens særdeles store hørenedsættelse og medføre en væsentlig yderligere lettelse af hendes daglige tilværelse. Dette skyldtes især:

• Omfanget af hørehandicappet: Kvinden havde en skelneevne på 0% på begge ører, hvilket gjorde hende fuldstændig afhængig af mundaflæsning, selv med høreapparater.
• Behov for kommunikation udenfor hjemmet: Kvinden var et udadvendt og aktivt menneske, der havde behov for at deltage i arrangementer, møder og kommunikere med sin familie, herunder børnebørn, udenfor hjemmet. Hendes nuværende høreapparater var utilstrækkelige i disse situationer på grund af baggrundsstøj.
• Manglende alternative løsninger: Tidligere bevilgede hjælpemidler, som en konferencemikrofon, havde ikke kunnet afhjælpe hendes kommunikationsproblemer tilstrækkeligt.