Landsretten frifinder i sag om betaling af brudepris

Denne sag omhandler en anke af en byretsdom, hvor Appellant, tidligere Sagsøgte, blev dømt til at betale et beløb svarende til 240 guldmønter til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger. Sagen drejer sig om en aftale indgået i forbindelse med parternes bryllup i 1991, som Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, hævdede var et gældsbrev, mens Appellant, tidligere Sagsøgte, bestred dette og påstod frifindelse.

Sagens Baggrund

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, havde oprindeligt påstået, at Appellant, tidligere Sagsøgte, skulle betale hende 583.680 kr. med tillæg af procesrente. Dette beløb skulle dække modværdien af 240 guldmønter, som angiveligt var en del af en aftale indgået ved parternes bryllup i 1991. Appellant, tidligere Sagsøgte, ankede byretsdommen med påstand om frifindelse.

Supplerende Sagsfremstilling for Landsretten

For landsretten fremlagde Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, både en dansk og en iransk udgave af et "erklæringsbevis" dateret 1991. Disse dokumenter angives at have været opbevaret hos en slægtning i Iran. En kriminalteknisk erklæring fra Nationalt Kriminalteknisk Center, Dokumentsektionen, blev indhentet. Erklæringen konkluderede, at de omstridte dokumenter (KT 1, KT 2, KT 3, KT 4) forelå i original, og at KT 3 ikke var en kopi af KT 1, ligesom KT 4 ikke var en kopi af KT 2. Det blev også fundet "overordentligt sandsynligt", at underskrifterne på alle fire dokumenter var udfærdiget af Appellant, tidligere Sagsøgte.

Der blev dog konstateret forskelle mellem den danske og iranske udgave af erklæringsbeviset, herunder ordlyden ("lån" vs. "opbevare") og Appellants, tidligere Sagsøgtes, CPR-nummer.

Forklaringer og Procedure

Der blev afgivet supplerende forklaringer af Appellant, tidligere Sagsøgte, Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, Vidne 1 og Vidne 5.

Appellants Forklaring

Appellant, tidligere Sagsøgte, forklarede, at han ikke havde oversat en bekræftelse og anbefaling vedrørende Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, da han ville være inhabil. Han bestred at have underskrevet de fremlagte erklæringsbeviser og hævdede, at de dokumenter, han underskrev i forbindelse med brylluppet, var en erklæring om at betale 240 guldmønter i medgift, som han mente at have betalt kontant. Han så først de omstridte erklæringsbeviser i 2008 og mente, at de var forfalskede og udfærdiget til ankesagen. Han fastholdt, at de oprindelige dokumenter var destrueret i forbindelse med bodelingen.

Appelindstævntes Forklaring

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, forklarede, at dokumenterne først blev underskrevet efter begge ceremonier. Hun hævdede, at pengene var et lån fra en slægtning i Iran, som blev overbragt til Appellants, tidligere Sagsøgtes, moder. Hun havde mundtligt fremsat krav om betaling flere gange siden 2003, men havde ventet med at fremsætte kravet formelt efter råd fra myndighederne.

Vidneforklaringer

• Vidne 5 forklarede, at hun var fra Iran og kendte til traditionen med medgift. Hun havde set en bryllupsfilm, hvor det fremgik, at der var tale om medgift, men ingen dokumenter blev underskrevet. Hun fik fortalt, at Appellants, tidligere Sagsøgtes, fader havde tvunget Appellant, tidligere Sagsøgte, til at yde medgift på 240 guldmønter.
• Vidne 1 forklarede, at erklæringsbeviset blev underskrevet i forbindelse med brylluppet i fire eksemplarer (to danske, to iranske), og at teksten var ens i alle fire. Han havde lånt parterne 30.000 kr. i forbindelse med brylluppet, men dette var adskilt fra guldmønterne. Han bekræftede, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, stadig skyldte 240 guldmønter.

Parternes Anbringender

Appellant, tidligere Sagsøgte, påstod frifindelse og gjorde gældende, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøgers, krav var af en sådan beskaffenhed, og hendes procesførelse, herunder fremlæggelse af forfalskede bilag, bragte processen på et niveau, hvor danske domstole ikke skulle beskæftige sig med kravet. Han bestred at have modtaget guldmønterne og at erklæringen var et juridisk gældsbrev. Han protesterede også mod forhøjelsen af påstanden.

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, anførte, at Appellants, tidligere Sagsøgtes, påstand om frifindelse efter Danske Lov 5-1-2 var fremsat for sent. Hun fastholdt, at bilag 1A, 1B og 18 var gyldige gældsbreve, der ikke var forældede, og at de udspringer af samme gældsforhold. Hun gjorde gældende, at bilag 1A skulle lægges til grund for fortolkningen af aftalen, og at Appellant, tidligere Sagsøgte, selv havde udarbejdet og underskrevet dokumenterne, hvilket bekræftede gældsforholdet.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten tillod Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, at forhøje sin påstand om betaling af guldmønternes værdi. Dette blev tilladt i medfør af Retsplejeloven § 383, stk. 2, 2. pkt., da Appellant, tidligere Sagsøgte, havde tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser.

Landsretten fandt, at Appelindstævntes kravs beskaffenhed eller hendes procesførelse ikke kunne medføre frifindelse efter Danske Lov 5-1-2.

Efter en samlet bevisførelse, herunder forklaringer fra Appellant, tidligere Sagsøgte, og Vidne 5, samt den omstændighed, at aftalen blev indgået samme dag, som parterne blev gift, lagde retten til grund, at der var tale om en aftale om "brudepris".

Retten vurderede de fremlagte skriftlige dokumenter fra 1991 og fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at aftalen vedrørte et lån fra en slægtning i Iran, eller at lånebeløbet skulle være udbetalt til Appellants, tidligere Sagsøgte, moder inden brylluppet. Dette skyldtes blandt andet, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger, forklaring herom først fremkom sent i sagen.

Det indgik også i vurderingen, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, ikke skriftligt havde rejst krav om betaling i perioden fra 2001 til 2008, på trods af separation og skilsmisse, og at det i skilsmissebevillingen var anført, at fællesboet var delt.

Som følge heraf og uanset uenighed om begrundelsen for manglende tilgodehavende, fandt Landsretten, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, ikke havde ført tilstrækkeligt bevis for, at Appellant, tidligere Sagsøgte, skyldte hende et beløb vedrørende aftalen fra 1991.

Domskonklusion

• Appellant, tidligere Sagsøgte, frifindes.
• Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, skal betale sagsomkostninger for begge retter til Appellant, tidligere Sagsøgte, med i alt 61.940 kr. Beløbet omfatter 6.940 kr. til retsafgift og 55.000 kr. til advokatbistand inkl. moms. Beløbet er fastsat under hensyn til sagens særlige karakter og atypiske forløb.
• Det idømte beløb skal betales inden 14 dage efter domsafsigelsen.
• Sagsomkostningerne forrentes efter Renteloven § 8 a.