Sag om afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse - prøvelse af Flygtningenævnets afgørelse

Sagen omhandler to sagsøgere, et ægtepar fra Kosovoprovinsen i Serbien og Montenegro, der sammen med deres tre børn ansøgte om asyl i Danmark den 17. januar 2001. Sagen drejer sig om afslag på opholdstilladelse efter udlændingeloven og efterfølgende ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, samt spørgsmålet om domstolsprøvelse af Flygtningenævnets afgørelser.

Sagens Forløb

Asylansøgning og Afslag

• Udlændingestyrelsen afslog asylansøgningen den 4. februar 2002.
• Flygtningenævnet stadfæstede afslaget den 30. juli 2002, med henvisning til Udlændingeloven § 7. Nævnet lagde vægt på de ændrede forhold i Kosovo, herunder tilstedeværelsen af internationale myndigheder, og fandt ikke grundlag for asylbegrundende forfølgelse, selvom sagsøgerne havde oplevet vold og frygtede genindkaldelse til militærtjeneste.

Ansøgning om Humanitær Opholdstilladelse

• Den 30. juli 2002 ansøgte sagsøgerne om humanitær opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9 b, stk. 1.
• Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration afslog ansøgningen den 17. marts 2003 og igen den 10. juli 2003 (vedrørende genoptagelse). Ministeriet vurderede, at sagsøgernes fysiske og psykiske sygdomme (herunder PTSD og depression) ikke var af en så alvorlig karakter, at de i sig selv kunne begrunde humanitær opholdstilladelse efter gældende praksis.
• Flygtningenævnet afslog ligeledes anmodninger om genoptagelse af asylsagen den 16. januar 2003 og 12. februar 2004, da der ikke var tilført sagen nye væsentlige oplysninger.

Opsættende Virkning

• Sagsøgerne nedlagde påstand om, at sagens behandling ved Østre Landsret skulle tillægges opsættende virkning med hensyn til afgørelserne om pligt til udrejse.
• Landsretten traf ved kendelse af 9. september 2005 og igen 8. juni 2007 beslutning om ikke at tillægge søgsmålet opsættende virkning.

Sagsøgernes Anbringender

Sagsøgerne anførte, at ministeriets afgørelser skulle ophæves, da de var truffet i strid med Udlændingeloven § 9 b, stk. 1 og den tidligere Udlændingeloven § 9, stk. 2, nr. 2. De gjorde gældende, at:

• Afgørelserne ikke tog tilstrækkeligt hensyn til deres alvorlige helbredsmæssige handicap og risiko for forværring ved tilbagevenden til Kosovo.
• Myndighederne havde begået sagsbehandlingsfejl, herunder mangelfuld sagsoplysning og utilstrækkelig begrundelse, samt afvist at lade dem bistå af mere end én bisidder.
• FN's Flygtningehøjkommissariats (UNHCR) retningslinjer og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 3 samt FN's flygtningekonvention art. 33 om non-refoulement ikke var blevet korrekt anvendt eller inddraget.
• Forholdene for etniske romaer i Kosovo fortsat indebar en risiko for forfølgelse, og at UNMIK (FN's midlertidige administration i Kosovo) havde nedlagt veto mod tvangsudsendelse af romaer.

Sagsøgtes Anbringender

Ministeriet og Flygtningenævnet påstod frifindelse og afvisning af sagsøgernes subsidiære påstande. De anførte, at:

• Deres afgørelser var lovlige og korrekte, truffet inden for rammerne af Udlændingeloven § 9 b, stk. 1 og Udlændingeloven § 7, og at humanitær opholdstilladelse kun gives undtagelsesvis.
• PTSD og depression i sig selv ikke er tilstrækkeligt grundlag for humanitær opholdstilladelse efter gældende praksis.
• Domstolsprøvelse af Flygtningenævnets skønsmæssige afgørelser er begrænset til retsspørgsmål, jf. Udlændingeloven § 56, stk. 8, og omfatter ikke bevisbedømmelse eller skønsudøvelse.
• De havde inddraget omfattende baggrundsmateriale om forholdene i Kosovo, og at forholdene var ændret siden konflikten.
• UNMIK's holdning til tvangsudsendelse af personer med PTSD var ændret, og de nu accepterede tilbagesendelse af sådanne personer.

Processuelle Spørgsmål

Spørgsmålet om, hvorvidt sagen mod Flygtningenævnet kunne fremmes ved domstolene, jf. Udlændingeloven § 56, stk. 8 og Retsplejeloven § 253, blev udskilt til særskilt behandling. Sagsøgerne påstod sagen fremmet, mens Flygtningenævnet påstod afvisning. Landsretten fandt, at sagsøgernes anbringender i realiteten angik nævnets bevisbedømmelse, som ligger uden for domstolenes kompetence at prøve.

Sagsøgte, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, frifindes. Sagsøgernes øvrige påstande afvises. Sagsøgerne skal solidarisk inden 14 dage betale 20.000 kr. til hver af de sagsøgte i sagsomkostninger.