Kæremål vedrørende forbud mod offentliggørelse af retsbøger

Sagen omhandlede Anklagemyndighedens kæremål mod en kendelse afsagt af Hillerød Ret den 10. marts 2006. Hillerød Ret havde afvist Anklagemyndighedens påstand om, at det skulle forbydes Tiltalte 1 at offentliggøre retsbøgerne i deres helhed.

Anklagemyndighedens Påstande

• Principalt: Anklagemyndigheden nedlagde påstand om, at byrettens kendelse skulle ophæves, og at Tiltalte 1's begæring om at offentliggøre retsbogsudskrifter fra retsmøderne i hovedsagen og sponsorsagen på sin elektroniske hjemmeside skulle afvises.
• Subsidiært: Anklagemyndigheden nedlagde påstand om, at retsbogsudskrifterne skulle inddrages fra Tiltalte 1.

Anklagemyndigheden anførte til støtte for sin subsidiære påstand, at retsbøgerne måtte befrygtes at blive benyttet på retsstridig måde.

Tiltalte 1's og Tiltalte 3's Standpunkter

• Tiltalte 1: Påstod stadfæstelse af byrettens kendelse vedrørende den principale påstand og afvisning af anklagemyndighedens subsidiære påstand, subsidiært at den ikke blev taget til følge. Tiltalte 1 anførte, at den subsidiære påstand først var nedlagt for landsretten.
• Tiltalte 3: Tilsluttede sig Anklagemyndighedens principale påstand.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse, hvilket indebar, at anklagemyndighedens påstande om forbud mod offentliggørelse og inddragelse af retsbøgerne ikke blev taget til følge.

Landsrettens Begrundelse

Landsretten fandt, at offentliggørelse af straffesagernes retsbøger i deres helhed potentielt kunne tilsidesætte regler om beskyttelse af navneforbud, jf. Retsplejeloven § 729a, stk. 2, 3. pkt., samt almindelig lovgivning om behandling af personoplysninger. En sådan offentliggørelse kunne desuden være retsstridig og strafbar.

Imidlertid fandt landsretten, at der ikke var hjemmel i lovgivningen til, at retten som led i behandlingen af straffesager kunne nedlægge forbud mod, at Tiltalte 1 offentliggjorde retsbøger, som vedkommende var i besiddelse af. Landsretten afviste, at en analogi til Retsplejeloven § 41 f, stk. 7 (om presserepræsentanters offentliggørelse) eller hensynene bag Retsplejeloven § 182 (om vidneafhøring uden andre vidners påhør) udgjorde tilstrækkelig hjemmel til at nedlægge et sådant forbud.

Landsretten fandt heller ikke anledning til at afvise anklagemyndighedens subsidiære påstand, men bemærkede, at der ikke var hjemmel til at tage denne til følge.