Landsretten stadfæster afvisning af inddrivelse af gebyrer fra Ankenævn for biler i fogedretten

Sagen omhandler en kære af Retten i Roskildes fogedrets kendelse, hvorved Ankenævn for biler - bilklage.dk's rekvisition om inddrivelse af gebyrer blev afvist. Fogedretten fandt, at inddrivelsen skulle ske via restanceinddrivelsesmyndigheden i henhold til Gældsinddrivelsesloven § 3, stk. 1.

Ankenævnets Argumentation

Ankenævn for biler anførte, at de ikke er omfattet af begrebet "det offentlige" i Gældsinddrivelsesloven § 1, stk. 1, 1. pkt.. De argumenterede for, at:

• Godkendelsen af deres vedtægter af erhvervsministeren ikke ændrer deres private karakter.
• De, ligesom andre private klagenævn, har mulighed, men ikke pligt, til at overdrage fordringer til Gældsstyrelsen.
• Forarbejderne til gældsinddrivelsesloven og vejledninger fra Nævnenes Hus understreger, at inddrivelse via restanceinddrivelsesmyndigheden er en mulighed, ikke et krav, for private nævn.
• Deres sagsbehandlingsgebyr på 19.000 kr. ekskl. moms er fastsat i medfør af deres vedtægter (§ 26), og andre fogedretter har ikke afvist lignende rekvisitioner.

Fogedrettens Begrundelse

Fogedretten henholdt sig til sin afgørelse og bemærkede, at der ikke er direkte hjemmel i Retsplejeloven § 478, stk. 1, nr. 8, til tvangsfuldbyrdelse af krav om betaling af gebyrer for sagsbehandling ved Ankenævnet for biler. Vedrørende Retsplejeloven § 478, stk. 2 fandt fogedretten, at det er forudsat af lovgiver, at tvangsinddrivelse af sagsomkostningsgebyrer skal ske ved Gældsstyrelsen.

Retsgrundlag og Højesteretspraksis

Landsretten gennemgik relevant lovgivning og forarbejder:

• Gældsinddrivelsesloven § 1, stk. 1 om inddrivelse af gæld til det offentlige, herunder bemyndigelsen til Skatteministeren til at fastsætte regler for fordringer fra private klagenævn.
• Gældsinddrivelsesbekendtgørelsen (§ 1, stk. 1) fastslår, at loven gælder for fordringer på gebyrer fra private klagenævn.
• Gældsinddrivelsesloven § 2, stk. 1 og 3 om restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse af fordringer og overtagelse af kreditorbeføjelser.
• Gældsinddrivelsesloven § 11 om udpantning, med henvisning til Bilag 1, der blev ændret fra en positiv- til en negativliste i 2017.

Landsretten henviste også til en Højesteretskendelse (UfR 2020.266) vedrørende Advokatnævnet, som fastslog, at "det offentlige" skal forstås bredt i gældsinddrivelseslovens forstand, og at offentlige krav på sagsomkostninger skal inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden. Denne kendelse understregede, at ændringen af gældsinddrivelsesloven i 2017 ikke tilsigtede en indskrænkning af lovens anvendelsesområde for offentlige krav.

Landsrettens Vurdering

Landsretten fandt, at Ankenævn for biler er et privat tvistløsningsorgan godkendt af erhvervsministeren i medfør af Forbrugerklageloven § 6. Selvom Ankenævnet ikke kan henregnes til begrebet "det offentlige" efter Gældsinddrivelsesloven § 1, stk. 1, 1. pkt., er fordringer på gebyrer fra private klagenævn bragt ind under lovens anvendelsesområde via bemyndigelsesbestemmelsen i Gældsinddrivelsesloven § 1, stk. 1, 2. pkt. og gældsinddrivelsesbekendtgørelsen (§ 1, stk. 1).

Landsretten konkluderede, at Gældsinddrivelsesloven fastlægger en obligatorisk inddrivelsesordning for de fordringer, der er omfattet af loven. Da Ankenævnets gebyrer er omfattet af denne ordning, skal de inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen), som udøver kreditorbeføjelserne i henhold til Gældsinddrivelsesloven § 2, stk. 1 og 3 og Gældsinddrivelsesloven § 3, stk. 1. Adgangen til udpantning i Retsplejeloven § 478, stk. 2 må bero på reglerne i Gældsinddrivelsesloven § 11.

Landsretten stadfæstede fogedrettens kendelse. Ingen af parterne skulle betale kæremålsomkostninger til den anden part.