Højesteret stadfæster afvisning af anke grundet udeblivelse – forsinkelse på 15 minutter ikke lovligt forfald

Kæremål til Højesteret

• Tiltaltes Påstand: Tiltalte kærede landsrettens kendelse til Højesteret med påstand om ophævelse og hjemvisning til landsretten for realitetsbehandling. Han anførte, at hans transportproblemer udgjorde lovligt forfald.
• Anklagemyndighedens Påstand: Anklagemyndigheden nedlagde påstand om stadfæstelse af landsrettens kendelse, idet de henviste til, at udgangspunktet efter skærpelsen af Retsplejeloven § 920, stk. 2 er afvisning ved udeblivelse uden lovligt forfald.

Højesterets Afgørelse

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets kendelse om afvisning af Tiltaltes anke. Afgørelsen bygger på en vurdering af, hvorvidt Tiltaltes udeblivelse fra retsmødet udgjorde et "lovligt forfald" i henhold til Retsplejeloven § 920, stk. 2.

Højesterets Begrundelse

• Udeblivelse og Forsinkelse: Det blev lagt til grund, at Tiltalte ikke var mødt ved retsmødets start kl. 9.30, men ankom kl. 9.44. Denne forsinkelse på ca. 15 minutter blev anset for en udeblivelse i retsplejelovens forstand.
• Manglende Lovligt Forfald: Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens vurdering af, at Tiltaltes problemer med at finde vej til den nye retsbygning ikke udgjorde et lovligt forfald. Den fremlagte dokumentation for GPS'ens mangelfulde vejvisning ændrede ikke på dette.
• Ansvar for Fremmøde: Det blev understreget, at det er Tiltaltes eget ansvar at møde rettidigt og tage højde for eventuelle transportforsinkelser eller vanskeligheder med at finde vej.
• Retsplejelovens Formål: Højesteret henviste til ændringen af Retsplejeloven § 920, stk. 2 (lov nr. 1169 af 8. juni 2021), som har til formål at nedbringe sagsbehandlingstiden i straffesager, sikre respekt for retsvæsenet og en hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcer. Det klare udgangspunkt er, at anken afvises, hvis tiltalte udebliver uden dokumenteret lovligt forfald.

Resultat

Landsrettens kendelse om afvisning af anken blev stadfæstet. Tiltalte blev pålagt at betale kæresagens omkostninger.

Landsrettens afvisning af anken

Landsretten afviste anken i medfør af Retsplejeloven § 920, stk. 2. Landsretten lagde vægt på:

• At den danske lægeattest alene byggede på oplysninger fra en anden læge.
• At anbefalingerne i den pakistanske erklæring (hvile og undgå sol) ikke eksplicit udelukkede en flyrejse til Danmark.
• At der manglede dokumentation for en opfølgende undersøgelse.

Højesterets fortolkning af bevisbyrden

Højesteret skulle tage stilling til, om dokumentationen var tilstrækkelig til at godtgøre lovligt forfald. Under kæresagen blev der fremlagt yderligere materiale fra det pakistanske hospital, som bekræftede vedvarende symptomer hos T pr. 3. juni 2024.