Afgørelse om indfødsret ved fødsel efter assisteret reproduktion med åben sæddonor

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt et barn, hvis mor er cubansk statsborger, har erhvervet dansk indfødsret ved fødslen som følge af undfangelse ved assisteret reproduktion med sæd fra en dansk, såkaldt "åben sæddonor".

Sagens Baggrund

Parterne

Sagsøger, repræsenteret af sin værge, anlagde sag mod Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Sagsøgers Baggrund

Sagsøger blev født på Herlev Hospital i 2018. Hans mor er cubansk statsborger og har boet i Danmark i cirka 20 år. Sagsøger blev undfanget ved assisteret reproduktion på en dansk klinik med sæd fra en dansk "åben sæddonor", hvilket betyder, at sæddonoren kan kontaktes. Sagsøgers mor valgte en dansk donor for at sikre barnets tilknytning til Danmark og har åbent talt med Sagsøger om hans donorfar. Sagsøger er ikke registreret som cubansk statsborger i Cuba, og hans mor frygter for, hvordan cubanske myndigheder vil forholde sig til ham, hvis han rejser dertil som cubansk statsborger.

Udlændinge- og Integrationsministeriets Afgørelse

I februar 2019 ansøgte Sagsøgers værge om bevis for dansk indfødsret. Udlændinge- og Integrationsministeriet afgjorde den 10. februar 2020, at Sagsøger ikke havde erhvervet dansk indfødsret ved fødslen. Ministeriet henviste til Indfødsretsloven § 1, stk. 1, som fastslår, at dansk indfødsret erhverves ved fødslen, hvis fader, moder eller medmoder er dansk. Ministeriet henviste desuden til Børneloven § 28, hvorefter en sæddonor ikke anses som far til et barn, der er blevet til ved assisteret reproduktion, hvis sæden er doneret under visse betingelser.

Sagsøgers Anbringender

Fortolkning af Indfødsretsloven

Sagsøger gjorde gældende, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse var udtryk for forkert retsanvendelse af Indfødsretsloven § 1, stk. 1. Det blev anført, at indfødsretsloven primært hviler på et afstamningsprincip, og at der ikke er grundlag for at fravige dette. Sagsøgers mor var enlig ved fødslen og havde derfor ingen ægtefælle eller partner, der kunne videregive statsborgerskab. Da sæddonoren var dansk statsborger, og det var en "åben" donor, var det muligt at fastslå den genetiske fars statsborgerskab.

Sagsøger argumenterede for, at ministeriet fejlagtigt havde anvendt afgrænsningen af faderskabsbegrebet i Børneloven § 28 direkte på indfødsretsloven, hvilket ikke havde støtte i lovens ordlyd, forarbejder eller administrativ praksis. Det blev fremhævet, at hensynet til barnets ret til at kende og definere sin egen identitet, som var en primær årsag til muligheden for at vælge en åben sæddonor, undermineres, hvis barnet hindres i at anvende kendskabet til sin danske donorfar til at definere sin personlige og statsborgerretlige identitet.

Menneskerettighedskonventionen

Det blev desuden anført, at afgørelsen var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 (forbud mod diskrimination) sammenholdt med artikel 8 (ret til privat- og familieliv). Sagsøger mente at være udsat for usaglig forskelsbehandling på grund af de konkrete omstændigheder ved undfangelsen. Det blev fremført, at et arbitrært afslag på statsborgerskab kan stride mod artikel 8 og føre til forskelsbehandling af sammenlignelige situationer. Sagsøger anså sig selv for at være i en sammenlignelig situation med andre børn med en faktisk dansk far og en udenlandsk mor, hvor barnet ikke afskæres fra at få afledt dansk statsborgerskab af faren.

Udlændinge- og Integrationsministeriets Anbringender

Fortolkning af Indfødsretsloven og Børneloven

Udlændinge- og Integrationsministeriet påstod frifindelse og gjorde gældende, at ministeriets afgørelse af 10. februar 2020 var i overensstemmelse med retsgrundlaget. Ministeriet anførte, at Indfødsretsloven § 1, stk. 1 udtømmende oplister de situationer, hvorved et barn erhverver dansk indfødsret ved fødslen, og at disse situationer forudsætter et fastslået retligt forældreskab. Der var ikke grundlag for at indfortolke, at bestemmelsen også finder anvendelse på en sæddonor.

Ministeriet fremhævede, at faderskab i dansk ret entydigt er defineret i børneloven, som udtrykkeligt udelukker sæddonorer fra den retlige definition af et barns fader. Det blev understreget, at Indfødsretsloven § 1, stk. 1 og Børneloven § 28 bygger på samme betænkning, og at der derfor ikke er grundlag for at antage, at faderskabsbegrebet skulle være forskelligt i de to regelsæt. Det blev bestridt, at dansk indfødsret "overvejende" hviler på et afstamningsprincip, der altid omfatter biologisk faderskab.

Menneskerettighedskonventionen

Ministeriet bestred, at afgørelsen udgjorde ulovlig forskelsbehandling efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. artikel 8. Det blev anført, at statsborgerskab som udgangspunkt ikke er omfattet af de rettigheder, der er beskyttet af konventionen, selvom vilkårlig nægtelse af statsborgerskab under visse omstændigheder kan rejse spørgsmål om indgreb i henhold til artikel 8. Ministeriet argumenterede for, at Sagsøger er ligestillet med alle andre børn, der uanset metode kommer til verden uden en fader i retlig forstand, og at moderens valg af forplantningsmetode ikke medfører, at barnet kan anses som "illegitimt" i den forstand, som er underkendt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstolens praksis.

Landsrettens Begrundelse

Fortolkning af Indfødsretsloven og Børneloven

Landsretten fastslog, at Indfødsretsloven § 1, stk. 1 bestemmer, at et barn erhverver dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen, moderen eller medmoderen er dansk. Loven og dens forarbejder indeholder ikke en nærmere definition af "faderen".

Retten henviste til Børneloven § 28, som regulerer, hvem der anses som forældre til et barn i dansk ret. Ifølge denne bestemmelse anses en sæddonor ikke som far til et barn, der er undfanget ved assisteret reproduktion med sæd doneret til et vævscenter, en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar, medmindre andet følger af Børneloven § 27, Børneloven § 27a, stk. 1 eller Børneloven § 27b.

Det var ubestridt, at Sagsøger var undfanget ved assisteret reproduktion med sæd fra en dansk sæddonor, som efter børneloven ikke kan anses som far til Sagsøger. Landsretten fandt, at der hverken efter ordlyden af Indfødsretsloven § 1, stk. 1 eller lovens forarbejder var grundlag for at antage, at begrebet "faderen" skulle have et andet indhold end det, der følger af børnelovens bestemmelser, herunder Børneloven § 28. Begge lovsæt bygger på samme betænkning fra Justitsministeriets Børnelovsudvalg.

Vurdering af Menneskerettighedskonventionen

Landsretten vurderede, at Sagsøger ikke var stillet anderledes end andre børn, der ikke har en far i retlig forstand. Der var derfor ikke grundlag for at fastslå, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse og fortolkning af indfødsretsloven var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. artikel 8, ligesom ministeriets afgørelse ikke stred mod FN-konvention om Barnets Rettigheder.

Afgørelse

Dom

Landsretten tog Udlændinge- og Integrationsministeriets påstand om frifindelse til følge.

Sagsomkostninger

Med henblik på sagens principielle karakter, jf. Retsplejeloven § 226, stk. 1, og de spørgsmål, landsretten skulle tage stilling til, fandt retten, at der forelå særlige grunde til, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part, jf. Retsplejeloven § 312, stk. 3.