Indfødsretsloven § 1

Efter udlændingelovens § 2 a, stk. 2, forstås ved et Schengenland i denne lov et land, der er tilsluttet Schengenkonventionen. Bulgarien, Cypern, Kroatien og Rumænien anses dog ikke for Schengenlande i forhold til § 2 b, stk. 1-3, §§ 3, 4 og 4 b, § 19, stk. 5, kapitel 4 a, § 28, stk. 1, nr. 6, § 38, stk. 1-3, § 39, stk. 3, 2. pkt., § 58 f og § 59, stk. 1, nr. 1. Cypern og Kroatien anses endvidere ikke for Schengenlande i forhold til § 10, stk. 2, nr. 4, § 19, stk. 4, § 58 g og § 58 h.

Det foreslås, at i § 2 a, stk. 2, 2. pkt., ændres »Bulgarien, Cypern, Kroatien og Rumænien« til: »Bulgarien, Cypern og Rumænien« og i 3. pkt., ændres »Cypern og Kroatien« til: »Cypern«.

Baggrunden for ændringen er, at Kroatien og EU-medlemsstaterne i 2011 indgik en traktat om Kroatiens tiltrædelse i Den Europæiske Union, hvoraf det fremgår, at de bestemmelser i Schengenreglerne, der hænger direkte sammen med afskaffelsen af personkontrol ved de indre grænser, ikke finder anvendelse ved tiltrædelsen, men først når Rådet har truffet afgørelse herom, efter at det er blevet sikret, at de nødvendige betingelser for gennemførelse af alle de pågældende regler er opfyldt. Der er siden 2011 løbende sket opfølgning på disse betingelser.

På EU-ministerrådsmøde den 8. december 2022 blev det i Rådets afgørelse (EU) 2022/2451 (EU-Tidende 2022, nr. L 320 af 14. december 2022, s. 41-46) vedtaget, at Kroatien kunne påbegynde fuld anvendelse af Schengenreglerne.

Med vedtagelsen af rådsafgørelsen ophævedes den indre grænsekontrol på grænser fra Kroatien og til de lande, der anvender Schengenreglerne fuldt ud fra den 1. januar 2023 for sø- og landegrænser og fra den 26. marts 2023 for luftgrænser. Vedtagelsen betyder endvidere, at resterende bestemmelser i Schengenreglerne vedrørende Schengeninformationssystemet (SIS) bringes i anvendelse for Kroatien fra den 1. januar 2023.

Kroatien vil derudover kunne udstede visum med gyldighed for hele Schengenområdet i overensstemmelse med reglerne i visumkodeks, ligesom anmeldte opholdstilladelser vil være dokumenter, der giver tredjelandsstatsborgere ret til indrejse uden visum.

Kroatien bliver med andre ord for så vidt angår grænser, visum og Schengeninformationssystemet (SIS) et Schengenland i udlændingelovens forstand.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det alene vil være Bulgarien, Cypern og Rumænien, som i forhold til § 2 b, stk. 1-3, §§ 3, 4 og 4 b, § 19, stk. 5, kapitel 4 a, § 28, stk. 1, nr. 6, § 38, stk. 1-3, § 39, stk. 3, 2. pkt., § 58 f og § 59, stk. 1, nr. 1, ikke anses som Schengenlande. Ændringen vil endvidere medføre, at det alene vil være Cypern, som i forhold til bestemmelser i udlændingeloven, der vedrører SIS-samarbejdet, ikke anses som Schengenland.

De foreslåede ændringer udspringer således af rådsafgørelsen.

Det fremgår af udlændingelovens § 37, stk. 8, at frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter § 36 og hjemrejselovens § 16 ikke må finde sted i et tidsrum, der overstiger 6 måneder. Retten kan dog forlænge dette tidsrum i op til yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder, såfremt udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af udlændingens manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af nødvendig rejselegitimation og indrejsetilladelse. Frihedsberøvelsen skal være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med omhu.

Bestemmelsen implementerer artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.

EU-Domstolen har ved dom af 22. juni 2021, Ordre des barreaux francophones et germanophone m.fl., fastslået, at EU-retten er til hinder for national lovgivning, hvorefter det maksimale tidsrum unionsborgere og deres familiemedlemmer kan frihedsberøves, er af tilsvarende varighed som frihedsberøvelse af udlændinge fra tredjelande, der ikke har efterkommet en afgørelse om tilbagesendelse efter udsendelsesdirektivet.

Det foreslås, at udlændingelovens § 37, stk. 8, 1. pkt., ændres fra 6 måneder til 3 måneder for udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, og 6 måneder for andre udlændinge således, at frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter udlændingelovens § 36 og hjemrejselovens § 16 ikke må finde sted i et tidsrum, der for unionsborgere og deres familiemedlemmer overstiger 3 måneder.

Den foreslåede ændring indebærer, at frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter udlændingelovens § 36 og hjemrejselovens § 16 ikke må finde sted i en periode, der for unionsborgere og deres familiemedlemmer overstiger 3 måneder. Muligheden for frihedsberøvelse af unionsborgere og deres familiemedlemmer halveres fra 6 måneder til 3 måneder. Lovforslaget påvirker således ikke grænsen for, hvor lang tid frihedsberøvelse af andre udlændinge med henblik på udsendelse kan vare. Lovforslaget medfører, at der tydeligt sondres mellem unionsborgere, herunder familiemedlemmer til unionsborgere, og andre udlændinge med henblik på varigheden af en frihedsberøvelse i udsendelsesøjemed. Bestemmelsen vil som følge af ændringen blive bragt i overensstemmelse med EU-retten. For andre udlændinge videreføres den oprindelige retsstilling.

På baggrund af EU-Domstolens dom af 30. november 2009 i den præjudicielle sag, nr. C-357/09, Kadzoev, skal der ved beregningen af frihedsberøvelsens udstrækning efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 37, stk. 8, indgå en eventuel frihedsberøvelsesperiode, der er påbegyndt inden bestemmelsens ikrafttræden, når frihedsberøvelsen er sket med henblik på udsendelse.

Endvidere skal der ved beregningen af frihedsberøvelsens udstrækning ikke tages hensyn til perioder, hvor andre udlændinge end unionsborgere og deres familiemedlemmer har været frihedsberøvet på et andet grundlag end udsendelse.

Hvis andre udlændinge end unionsborgere og deres familiemedlemmer, der er frihedsberøvet med henblik på udsendelse, søger om asyl, og det vurderes, at pågældende bør frihedsberøves under asylsagens behandling, bør frihedsberøvelsesgrundlaget derfor ændres i overensstemmelse hermed. Hvis dette ikke sker, vil frihedsberøvelsesperioden under asylsagsbehandlingen indgå ved beregningen af den maximale udstrækning af frihedsberøvelsen efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 37, stk. 8, og herved forkorte den tid, som den pågældende kan være frihedsberøvet med henblik på udsendelse.

Efter § 1, stk. 1, i indfødsretsloven erhverver et barn dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen, moderen eller medmoderen er dansk på tidspunktet for barnets fødsel.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.3.1.

Det foreslås, at i § 1, stk. 1, i indfødsretsloven ændres »eller medmoderen« til », medmoderen eller medfaderen«.

Forslaget vil betyde, at når medfaderskab er fastslået efter børneloven på grundlag af en surrogataftale ved registrering, anerkendelse eller afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, og medfaderen er dansk statsborger på tidspunktet for barnets fødsel, vil barnet erhverve dansk indfødsret ved fødslen.

Det bemærkes, at et barn, der bliver født af en udenlandsk surrogatmor i en situation, hvor de tiltænkte forældre er en udenlandsk mand, der har leveret sæden og dermed er genetisk og retlig far til barnet, og en dansk mand, der ikke har leveret sæden, alene vil erhverve dansk indfødsret ved fødslen efter den foreslåede ordning, hvis den danske mands medfaderskab til barnet er fastslået efter de ved lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven.

Videre bemærkes, at den foreslåede ændring af børnelovens § 30, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, generelt vil have betydning for et barns erhvervelse af dansk indfødsret efter indfødsretslovens § 1, stk. 1. Ændringen af børnelovens § 30 vil således også betyde, at et barn vil erhverve dansk indfødsret ved fødslen, når det ved registrering, anerkendelse eller afgørelse på grundlag af en surrogataftale efter de ovennævnte foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven fastslås, at en kvinde eller mand, der er dansk statsborger på tidspunktet for barnets fødsel, er mor, far medmor eller medfar til barnet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.3.