Afgørelse om afslag på opholdstilladelse grundet manglende familiemæssig tilknytning

Sagen omhandler Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3's påstand om ophævelse af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse af 4. oktober 2005, der afslog Sagsøger 3's ansøgning om opholdstilladelse, og hjemvisning af sagen til fornyet behandling. Ministeriet påstod frifindelse, subsidiært hjemvisning.

Sagens Baggrund

• Indrejse og Asylansøgning: Sagsøger 1, en somalisk statsborger, indrejste i Danmark den 1. november 1994 og ansøgte om asyl. Han oplyste, at han og Sagsøger 2 havde 10 fællesbørn, herunder Sagsøger 3, født i 1989. Sagsøger 1 fik opholdstilladelse den 9. juni 1995 efter Udlændingeloven § 7, stk. 2.
• Ansøgning om Familiesammenføring: Den 23. januar 1996 ansøgte Sagsøger 2 om opholdstilladelse baseret på ægteskab med Sagsøger 1, og ansøgningen omfattede 11 børn, herunder Sagsøger 3.
• DNA-undersøgelse og Afslag: En DNA-undersøgelse den 21. juni 2000 viste, at Sagsøger 3 ikke var biologisk barn af Sagsøger 1 og Sagsøger 2. Udlændingestyrelsen afslog derfor Sagsøger 3's ansøgning om opholdstilladelse den 1. august 2000 med henvisning til Udlændingeloven § 9, stk. 1, nr. 3, da det angivne familieforhold ikke kunne lægges til grund.

Ændrede Forklaringer og Ministeriets Vurdering

• Sagsøger 2's Forklaring: Den 11. december 2001 oplyste Sagsøger 2, at hun ikke var Sagsøger 3's biologiske mor, og at Sagsøger 1 ikke var den biologiske far. Hun forklarede, at hun havde adopteret Sagsøger 3 som nyfødt efter aftale med hospitalet, da Sagsøger 3's biologiske mor døde under fødslen. Sagsøger 2 havde ikke fortalt Sagsøger 1 om dette.
• Ministeriets Stadfæstelse: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse den 27. september 2002.
• Nye Argumenter: Sagsøgerne anførte den 3. oktober 2003, at ansøgningen også burde behandles efter Udlændingeloven § 9, stk. 2, nr. 1, som omhandler nær familiemæssig eller lignende tilknytning. De henviste også til Artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), da familien som flygtninge kun kunne udfolde familielivet i Danmark.

Politiets Inddragelse

• Anmeldelse: Den 29. januar 2001 skrev Udlændingestyrelsen til Københavns Politi vedrørende Sagsøger 1's urigtige skriftlige erklæring om familieforholdet, hvilket potentielt var i strid med Straffeloven § 163 og Udlændingeloven § 59, stk. 3.
• Afhøring af Sagsøger 2: Sagsøger 2 blev afhørt af politiet den 28. februar 2001, hvor hun forklarede om adoptionen og sin frygt for at fortælle Sagsøger 1 sandheden.
• Opgivelse af Tiltale: Københavns Politi meddelte den 24. august 2001, at man havde besluttet at opgive tiltale mod Sagsøger 1.

Forklaringer og Procedure for Landsretten

• Parts- og Vidneforklaringer: Sagsøger 1 og Sagsøger 2 afgav partsforklaringer, og Vidne 1 og Vidne 2 afgav vidneforklaringer. Sagsøger 1 fastholdt, at han troede Sagsøger 3 var hans biologiske barn, indtil DNA-resultatet forelå. Sagsøger 2 gentog sin forklaring om adoptionen og frygten for at afsløre sandheden for Sagsøger 1. Vidnerne bekræftede, at Sagsøger 3 var en del af familien siden 1989.
• Sagsøgernes Argumenter: Sagsøgerne gjorde gældende, at ministeriets afgørelse var ugyldig og skulle ophæves. De fremhævede, at nye oplysninger skulle indgå i landsrettens bevisvurdering, og at Sagsøger 1's forklaringer var enslydende og vedholdende. De argumenterede for, at Udlændingeloven § 40, stk. 1 om oplysningspligt ikke burde føre til en negativ afgørelse, hvis den korrekte oplysning ville have medført en anden afgørelse. De fastholdt, at Artikel 8 EMRK var relevant, da familien som flygtninge kun kunne udfolde familielivet i Danmark.
• Ministeriets Argumenter: Ministeriet fastholdt, at afgørelsen var lovlig og korrekt i henhold til Udlændingeloven § 9, stk. 2, nr. 1. De lagde vægt på, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at der var en nær familiemæssig tilknytning. Ministeriet fremhævede, at Sagsøger 2's forklaring om adoptionen ikke kunne lægges til grund, især da den først fremkom sent i forløbet i forbindelse med politianmeldelsen, hvilket gjorde den utroværdig. De mente, at alle relevante faktiske og retlige omstændigheder var inddraget i afgørelsen.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten afsagde dom efter stemmeflertallet, hvorved Ministeriets frifindelsespåstand blev taget til følge.

Flertallets Begrundelse (to dommere)

To landsdommere fandt, at:

• DNA-prøvens resultat skabte en formodning for, at Sagsøger 3 var et "fremmed" barn, som familien ønskede at medtage til Danmark.
• Sagsøger 2's forklaring om pigens herkomst, der fremkom sent i forløbet, var usandsynlig og kunne ikke tillægges bevisvægt. Den øvrige bevisførelse for landsretten ændrede ikke dette.
• Det var ikke tilstrækkeligt godtgjort, at der mellem Sagsøger 3 og Sagsøger 1 og Sagsøger 2 forelå en nær familiemæssig eller lignende tilknytning, der kunne begrunde opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9, stk. 2, nr. 1.
• Artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) var ikke relevant på dette grundlag.

Mindretallets Begrundelse (én dommer)

Én landsdommer fandt, at:

• Den ændrede forklaring fra Sagsøger 2 skulle tillægges betydning, da den ikke var fremkommet med henblik på familiesammenføringssagen.
• Sagsøger 2 havde forklaret sammenhængende og fyldestgørende om sagens forhold, herunder baggrunden for at hemmeligholde hjemtagningen af det forældreløse barn i en nomadekultur.
• Sagsøger 2's forklaring til politiet og det faktum, at forklaringen først fremkom på det tidspunkt, bestyrkede forklaringen.
• Kravet om DNA-undersøgelse og Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse gav ikke anledning til den ændrede forklaring om den familiære baggrund.
• Forklaringen om, hvorfor asylansøgningen oprindeligt omfattede flere børn, blev bestyrket af Vidne 1 og Vidne 2's forklaringer.
• Der var ikke grundlag for at tilsidesætte Sagsøger 2's forklaring.
• Ministeriets afgørelse af 4. oktober 2001 burde ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling.

Domslut

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration blev frifundet.

Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3 blev in solidum dømt til inden 14 dage at betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Beløbet dækkede ministeriets udgift til advokat og 989 kr. til fremstilling af materialesamling.